Salme 104
1 Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.
Blagosiljaj, dušo moja, Gospoda! Gospode, Bože moj, velik si veoma, obukao si se u velièanstvo i krasotu.
2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.
Obukao si svjetlost kao haljinu, razapeo nebo kao šator;
3 Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
Vodom si pokrio dvorove svoje, oblake naèinio si da su ti kola, ideš na krilima vjetrnijem.
4 Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
Èiniš vjetrove da su ti anðeli, plamen ognjeni da su ti sluge.
5 Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
Utvrdio si zemlju na temeljima njezinim, da se ne pomjesti va vijek vijeka.
6 Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.
Bezdanom kao haljinom odjenuo si je; na gorama stoje vode.
7 De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
Od prijetnje tvoje bježe, od gromovnoga glasa tvojega teku.
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
Izlaze na gore i slaze u doline, na mjesto koje si im utvrdio.
9 Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
Postavio si meðu, preko koje ne prelaze, i ne vraæaju se da pokriju zemlju.
10 Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
Izveo si izvore po dolinama, izmeðu gora teku vode.
11 De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.
Napajaju sve zvijeri poljske; divlji magarci gase žeðu svoju.
12 Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
Na njima ptice nebeske žive; kroz grane razliježe se glas njihov.
13 Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.
Napajaš gore s visina svojih, plodima djela tvojih siti se zemlja.
14 Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
Daješ te raste trava stoci, i zelen na korist èovjeku, da bi izvodio hljeb iz zemlje.
15 Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.
I vino veseli srce èovjeku, i lice se svijetli od ulja, i hljeb srce èovjeku krijepi.
16 Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;
Site se drveta Božija, kedri Livanski, koje si posadio.
17 der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.
Na njima ptice viju gnijezda; stanak je rodin na jelama.
18 De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
Gore visoke divokozama, kamen je utoèište zeèevima.
19 Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.
Stvorio si mjesec da pokazuje vremena, sunce poznaje zapad svoj.
20 Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.
Stereš tamu, i biva noæ, po kojoj izlazi sve zvijerje šumsko;
21 De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.
Lavovi rièu za plijenom, i traže od Boga hrane sebi.
22 Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.
Sunce grane, i oni se sakrivaju i liježu u lože svoje.
23 Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
Izlazi èovjek na posao svoj, i na rad svoj do veèera.
24 Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
Kako je mnogo djela tvojih, Gospode! Sve si premudro stvorio; puna je zemlja blaga tvojega.
25 Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
Gle, more veliko i široko, tu gmižu bez broja, životinja mala i velika;
26 Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
Tu laðe plove, krokodil, kojega si stvorio da se igra po njemu.
27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
Sve tebe èeka, da im daješ piæu na vrijeme.
28 Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.
Daješ im, primaju; otvoriš ruku svoju, site se dobra.
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
Odvratiš lice svoje, žaloste se; uzmeš im duh, ginu, i u prah svoj povraæaju se.
30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
Pošlješ duh svoj, postaju, i ponavljaš lice zemlji.
31 Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!
Slava Gospodu uvijek; nek se veseli Gospod za djela svoja!
32 Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.
On pogleda na zemlju, i ona se trese; dotakne se gora, i dime se.
33 Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
Pjevaæu Gospodu za života svojega; hvaliæu Boga svojega dok sam god.
34 Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.
Neka mu bude mila besjeda moja! veseliæu se o Gospodu.
35 Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.
Neka nestane grješnika sa zemlje, i bezbožnika neka ne bude više! Blagosiljaj, dušo moja, Gospoda! Aliluja!
