Salme 104
1 Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.
NEN i kapina Ieowa! Ieowa ai Kot, komui meid lapalap, komui me kapwateki linan o manaman.
2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.
Japwilim ar likau iei marain, me komui kot lole; kom kotin pak pajan nanlan dueta likau eu.
3 Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
Kom kin kotin wia kida pil pali poa en ponepon, a tapok kan wiala tan war omui, me kom kin kotikot jili ki pa en an.
4 Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
Kom me kotin wia kila japwilim omui tounlan kan kijinian o japwilim ar ladu kan umpul en kijiniai.
5 Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
A kotin kajonedier jappa pon a pajon, a jota pan mokid kokolata.
6 Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.
Kom kotin kadupale kidi i dueta likau eu, pil akan ileilada jan nana kan.
7 De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
Re tan wei mon ar majan, re madan wei mon nil en omui nanjapwe.
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
Nana kan kokodar, a wau kan kokodier on waja, me kom kotin kileledier on ir.
9 Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
Kom kotiki on ir irair eu, me re jota pan dauli wei; re jolar pan pur on kadupaledi jappa.
10 Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
Kom kin kotin wiada, parer en kujukujda nan wau kan; re kin pwilipwil wei nan pun en nana kan.
11 De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.
Re kotin kanim pileda man en nan jap akan o man en nan wei.
12 Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
Manpir en pan lan kin kaukaujon ni kail a, re kin kakaul nin tuka kan.
13 Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.
Komui me kin kotin kanim pileda nana kan jan japwilim omui pera poa. Kom kin kotin kadire kila wa kan jappa, me kom kotin wiadar.
14 Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
Komui me kotin kawojadan man akan ra, o wan tuka me mau on aramaj, pwen kapwareda jan nan pwel mana on aramaj akan.
15 Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.
O wain en kaperenda monion en aramaj, o le en kalinanada maj en aramaj, o prot en kakelada war en aramaj.
16 Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;
Japwilim en Ieowa tuka kan pan medila, jeder en Lipanon akan, me a kotin padukedier.
17 der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.
Waja manpir kin paj kin ia, o raier kaujon nan jeder.
18 De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
Nana ileile iei deun kemjo, a paip akan deun repit en wel.
19 Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.
A kotin wiadar jaunipon i, pwen kilelekidi anjau kan, ketipin aja waja me a pan kirila ia.
20 Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.
Kom kin kotin wiada pon, man en nan wel rap mokidada.
21 De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.
Laien pulepul weriwerki kan arail mana, re kin idok ren Kot, me re pan kan.
22 Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.
Katipin lao dakada, re kin purela wonon nan por ar akan.
23 Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
Aramaj ap kolan ar dodok, wia japajap lel nin jautik.
24 Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
Main leowa, ar wiawia kan me dodok melel! Kom kotin kajone irail di ki omui erpit o jappa me direki japwilim omui dipijou kan.
25 Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
Madau me kalaimun o dalap in pali karoj; i waja me dir en mam, me jota kak wadawad, man tikitik o kalaimun.
26 Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
I waja me jop akan kin tanatan ia, o walroj, me komui kotin wiadar, kin madomadon lole.
27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
lr karoj kin auiaui komui, pwe komui en kotin katunole kin ir kan arail ni ar anjau.
28 Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.
Kom kin kotiki on ir, rap nanak pena; komui kotiki pajan lim omui, rap pan medi kila me mau kan.
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
Ni omui pan karirila jilan omui, rap pan majapwekada, kom kin kotiki jan ir anian arail, rap pan mela o purelan ar pwel par.
30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
Kom kin kotin kadarala an omui, ran pan wiauiada, o komui kin kawilikapada maj en jap o.
31 Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!
Linan en leowa pan duedueta. leowa pan kotin peren kida japwilim a wiawia kan.
32 Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.
A lau kotin ireron toun jappa, jappa ap rerer; a lao kotin jair nan kan, rap adida.
33 Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
Arain ai maur i pan kakauli on Ieowa, o arain ai mi jappa er, i pan kauleki pjalm kan on ai Kot.
34 Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.
I men, ai kajokajoi en kaperenda kupur a; i pan polauleki leowa.
35 Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.
Me dipan akan en niki jan jappa, o me doo jan Kot akan en jola mia. Nen i kalinaila leowa! Aleluia!
