Salme 104

1 Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.

Lova Herren, mi sjæl! Herre min Gud, du er ovleg stor, i høgd og herlegdom er du klædd.

2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.

Han sveiper seg i ljos som i eit klædeplagg, han spanar ut himmelen som ein tjeldduk,

3 Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.

han som timbrar sine høgsalar i vatni, han som gjer skyerne til si vogn, han som fer fram på vengjerne åt vinden.

4 Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.

Han gjer vindar til sine englar og logande eld til sine tenarar.

5 Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.

Han grunnfeste jordi på stolparne hennar, ho skal ikkje verta rikka i all æva.

6 Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.

Djupe vatn lagde du yver henne som eit klæde, yver fjelli stod vatni.

7 De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.

For ditt trugsmål flydde dei, for ditt toremål skunda dei seg burt

8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.

- fjell steig, dalar sokk - til den staden som du hadde grunnfest for deim.

9 Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.

Ei grensa sette du, som dei ikkje skulde skrida yver, dei skal ikkje atter skulde leggja seg yver jordi.

10 Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.

Han sender uppkomor fram i dalarne, millom fjelli renn dei.

11 De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.

Dei vatnar alle villdyr på marki, villasni sløkkjer torsten sin.

12 Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.

Yver deim bur himmelens fuglar, millom greinerne syng dei.

13 Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.

Han vatnar fjelli frå sine høge salar, jordi vert metta av den frukt du skaper.

14 Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.

Gras let han gro for feet, og vokstrar til gagn for folk til å få brød fram or jordi,

15 Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.

og vin som gled menneskjehjarta, til å lata andlitet skina av olje, og avla brød som styrkjer menneskjehjarta.

16 Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;

Herrens tre vert metta, Libanons cedrar som han hev sett,

17 der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.

der fuglane byggjer reir, storken som hev sitt hus i cypressarne.

18 De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.

Dei høge fjelli er for steinbukkarne, bergskortorne er til livd for fjell-grevlingarne.

19 Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.

Han gjorde månen til tidarmerke; soli kjenner si nedgangstid.

20 Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.

Du sender myrker, og det vert natt, då krek alle villdyr i skogen fram.

21 De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.

Dei unge løvor burar etter ran, og dei krev si føda av Gud.

22 Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.

Soli gjeng upp, då dreg dei seg heim og legg seg inn i sine bol.

23 Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.

Menneskja gjeng ut til si gjerning, til sitt arbeid alt til kvelds.

24 Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.

Kor mange dine gjerningar er, Herre! Du gjorde deim alle med visdom, jordi er full av det du hev skapt.

25 Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.

Sjå havet, det store og vide! Der krek det i uteljande mengd av dyr både små og store.

26 Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.

Der gjeng skipi, Livjatan som du hev laga til å leika seg der.

27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.

Alle ventar dei på deg, at du skal gjeva deim føda i si tid.

28 Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.

Du gjev deim, dei sankar, du let upp handi, dei vert metta med godt.

29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.

Du løyner ditt andlit, dei vert forskræmde, du tek burt deira ande, dei døyr og dei vender attende til dusti si.

30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.

Du sender ut din ande, dei vert skapte, du nyar upp att skapnaden åt jordi.

31 Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!

Herrens æra vare æveleg, Herren glede seg i sine gjerningar!

32 Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.

Han som skodar på jordi og ho skjelv, han som rører fjelli og dei ryk.

33 Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.

Eg vil syngja for Herren so lenge eg liver, eg vil lovsyngja min Gud so lenge eg er til.

34 Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.

Gjev min tale kunde tekkjast honom! Eg vil gleda meg i Herren.

35 Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.

Gjev syndarar måtte kverva burt frå jordi, og ugudlege ikkje lenger finnast! Lova Herren, mi sjæl! Halleluja, lova Herren.