Salme 104
1 Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.
Andriaño t’Iehovà, ry troko; ry Iehovà Andrianañahareko, jabahinake irehe, asiñe naho volonahetse ro misaroñ’ azo,
2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.
ihemiholonkon-kazavañe hoe sarimbo; velare’o hoe tèmetse o likerañeo.
3 Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
Ampandrè’e an-drano ao o faham-batsa’eo, anoe’e sarete’e o rahoñeo, draidraite’e añ’ ela’ o tiokeo.
4 Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
Anoe’e ira’e o tiokeo, mpitoro’e o afo mibelañeo.
5 Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
Naore’e amo faha’eo ty tane toy, soa tsy hasiotse nainai’e donia.
6 Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.
Siniki’o hoe saroñe i lalekey; nijohañe ambone’ o vohitseo ty rano;
7 De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
Nibioñe iereo te trinevo’o, nibororoñe mb’eo ami’ty fivolan’ ampi’o;
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
Nionjoñe o vohitseo, nilempotse o vavataneo, mb’amo toetse tinendre’o ho a iareoo
9 Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
Jinado’o efetse tsy hililara’e; tsy mone hibalike hañàmpo ty tane toy.
10 Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
Añirahe’e rano migoangoañe o goledoñeo; mikararak’ añivo’ o vohitseo;
11 De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.
ampinome’ iereo rano o bibin-kivoke iabio; afa-karan-drano o borìke lìio.
12 Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
Mimoneñe añ’olo’ iereo eo o voron-dikerañeo; mivolañe an-tsinga-katae ey.
13 Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.
Tondraha’e hirik’amo efe’e amboneo o vohitseo; mahaeneñe ty tane toy o vokam-pitoloña’eo.
14 Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
Ampitiria’e ahetse o añombeo, vaho añañe, vale’ ty fitoloña’ ondatio, hampahavokare’e haneñe ty tane,
15 Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.
naho divay hampifale ty arofo’ ondaty, naho solike hañamendo ty lahara’e, vaho mahakama hahavaño ty arofo’e.
16 Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;
Enen-drano o hatae’ Iehovào, o mendorave’ i Lebanone nambolè’eo,
17 der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.
ama’e ao ro anoa’ o voroñeo traño; naho ty fañaoke, anakao ty akiba’e.
18 De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
Ho a o ose lì-o o vohitse aboo; fiampiram-panaloke o tevañeo.
19 Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.
Nanoe’e fifotoañañe i volañey; apota’ i àndroy ty toem-pitsofora’e.
20 Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.
Tinendre’o i ieñey, mivotrake te haleñe ty fitingatingàña’ ze hene biby añ’ala ao.
21 De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.
Mitreñe, mitsatsa hena o liona tora’eo, mipay ty hane’e aman’ Añahare.
22 Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.
Ie manjirike i àndroy, mipoliotse iereo vaho mandre an-dakato’e ao.
23 Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
Miavotse mb’am-pitoloña’e mb’eo ondatio, ampara’ te haleñe.
24 Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
O ry Iehovà, akore ty hamaro’ o fitoloña’oo! kila nanoe’o an-kihitse; manitsike ty tane toy o vara’oo.
25 Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
Indroke i riakey, jabajaba mihenehene, ifamorohotam-biby tsy hay iaheñe— ty kede naho ty bey.
26 Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
Ama’e ty ionjonan-dakam-bey, naho i fañaneñe nitsenè’o hihisa aoy.
27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
Songa mandiñ’ Azo hamahana’o haneñ’ an-tsa’e.
28 Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.
Anjotsoa’o, le atonto’ iareo, sokafe’o ty fità’o, vaho hene ànjan-draha soa.
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
Aeta’o ty lahara’o, le lonjetse iereo; sintone’o ty kofò’e, le mihomake mimpoly an-debok’ ao.
30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
Irahe’o t’i Arofo’o, mioreñe iereo, vaho vaoe’o ty tarehe’ ty tane toy.
31 Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!
Tsy mb’ia ho modo ty enge’ Iehovà; ho rebehe’ Iehovà o fitoloña’eo,
32 Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.
Mampititititike ty tane toy te vazohoe’e, mahatoeñe o vohitseo te edrè’e.
33 Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
Ho saboeko t’Iehovà kanao mbe velon-draho; ho rengèko an-tsabo t’i Andrianañahare katao mbe mahakofòke.
34 Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.
Toe mamy t‘ie itsakoreakoo, ifaleako t’Iehovà.
35 Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.
Ho mongoreñe an-tane atoy o mpanan-tahiñeo le tsy ho eo o lo-tserekeo. Andriaño t’Iehovà, ry troko. Treño t’Ià.
