Salme 104
1 Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.
Ipsi David. Benedic anima mea Domino: Domine Deus meus magnificatus es vehementer. Confessionem, et decorem induisti:
2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.
amictus lumine sicut vestimento: Extendens cælum sicut pellem:
3 Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
qui tegis aquis superiora eius. Qui ponis nubem ascensum tuum: qui ambulas super pennas ventorum.
4 Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
Qui facis angelos tuos, spiritus: et ministros tuos ignem urentem.
5 Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
Qui fundasti terram super stabilitatem suam: non inclinabitur in sæculum sæculi.
6 Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.
Abyssus, sicut vestimentum, amictus eius: super montes stabunt aquæ.
7 De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
Ab increpatione tua fugient: a voce tonitrui tui formidabunt.
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
Ascendunt montes: et descendunt campi in locum, quem fundasti eis.
9 Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
Terminum posuisti, quem non transgredientur: neque convertentur operire terram.
10 Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
Qui emittis fontes in convallibus: inter medium montium pertransibunt aquæ.
11 De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.
Potabunt omnes bestiæ agri: expectabunt onagri in siti sua.
12 Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
Super ea volucres cæli habitabunt: de medio petrarum dabunt voces.
13 Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.
Rigans montes de superioribus suis: de fructu operum tuorum satiabitur terra:
14 Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
Producens fœnum iumentis, et herbam servituti hominum: Ut educas panem de terra:
15 Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.
et vinum lætificet cor hominis: Ut exhilaret faciem in oleo: et panis cor hominis confirmet.
16 Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;
Saturabuntur ligna campi, et cedri Libani, quas plantavit:
17 der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.
illic passeres nidificabunt. Herodii domus dux est eorum:
18 De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
montes excelsi cervis: petra refugium herinaciis.
19 Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.
Fecit lunam in tempora: sol cognovit occasum suum.
20 Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.
Posuisti tenebras, et facta est nox: in ipsa pertransibunt omnes bestiæ silvæ.
21 De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.
Catuli leonum rugientes, ut rapiant, et quærant a Deo escam sibi.
22 Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.
Ortus est sol, et congregati sunt: et in cubilibus suis collocabuntur.
23 Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
Exibit homo ad opus suum: et ad operationem suam usque ad vesperum.
24 Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
Quam magnificata sunt opera tua Domine! omnia in sapientia fecisti: impleta est terra possessione tua.
25 Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
Hoc mare magnum, et spatiosum manibus: illic reptilia, quorum non est numerus. Animalia pusilla cum magnis:
26 Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
illic naves pertransibunt. Draco iste, quem formasti ad illudendum ei:
27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
omnia a te expectant ut des illis escam in tempore.
28 Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.
Dante te illis, colligent: aperiente te manum tuam, omnia implebuntur bonitate.
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
Avertente autem te faciem, turbabuntur: auferes spiritum eorum, et deficient, et in pulverem suum revertentur.
30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
Emittes Spiritum tuum, et creabuntur: et renovabis faciem terræ.
31 Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!
Sit gloria Domini in sæculum: lætabitur Dominus in operibus suis:
32 Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.
Qui respicit terram, et facit eam tremere: qui tangit montes, et fumigant.
33 Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
Cantabo Domino in vita mea: psallam Deo meo quamdiu sum.
34 Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.
Iucundum sit ei eloquium meum: ego vero delectabor in Domino.
35 Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.
Deficiant peccatores a terra, et iniqui ita ut non sint: benedic anima mea Domino.
