Salme 104
1 Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.
Ipsi David. [Benedic, anima mea, Domino: Domine Deus meus, magnificatus es vehementer. Confessionem et decorem induisti,
2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.
amictus lumine sicut vestimento. Extendens cælum sicut pellem,
3 Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
qui tegis aquis superiora ejus: qui ponis nubem ascensum tuum; qui ambulas super pennas ventorum:
4 Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
qui facis angelos tuos spiritus, et ministros tuos ignem urentem.
5 Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
Qui fundasti terram super stabilitatem suam: non inclinabitur in sæculum sæculi.
6 Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.
Abyssus sicut vestimentum amictus ejus; super montes stabunt aquæ.
7 De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
Ab increpatione tua fugient; a voce tonitrui tui formidabunt.
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
Ascendunt montes, et descendunt campi, in locum quem fundasti eis.
9 Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
Terminum posuisti quem non transgredientur, neque convertentur operire terram.
10 Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
Qui emittis fontes in convallibus; inter medium montium pertransibunt aquæ.
11 De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.
Potabunt omnes bestiæ agri; expectabunt onagri in siti sua.
12 Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
Super ea volucres cæli habitabunt; de medio petrarum dabunt voces.
13 Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.
Rigans montes de superioribus suis; de fructu operum tuorum satiabitur terra:
14 Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
producens fœnum jumentis, et herbam servituti hominum, ut educas panem de terra,
15 Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.
et vinum lætificet cor hominis: ut exhilaret faciem in oleo, et panis cor hominis confirmet.
16 Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;
Saturabuntur ligna campi, et cedri Libani quas plantavit:
17 der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.
illic passeres nidificabunt: herodii domus dux est eorum.
18 De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
Montes excelsi cervis; petra refugium herinaciis.
19 Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.
Fecit lunam in tempora; sol cognovit occasum suum.
20 Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.
Posuisti tenebras, et facta est nox; in ipsa pertransibunt omnes bestiæ silvæ:
21 De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.
catuli leonum rugientes ut rapiant, et quærant a Deo escam sibi.
22 Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.
Ortus est sol, et congregati sunt, et in cubilibus suis collocabuntur.
23 Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
Exibit homo ad opus suum, et ad operationem suam usque ad vesperum.
24 Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
Quam magnificata sunt opera tua, Domine! omnia in sapientia fecisti; impleta est terra possessione tua.
25 Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
Hoc mare magnum et spatiosum manibus; illic reptilia quorum non est numerus: animalia pusilla cum magnis.
26 Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
Illic naves pertransibunt; draco iste quem formasti ad illudendum ei.
27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
Omnia a te expectant ut des illis escam in tempore.
28 Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.
Dante te illis, colligent; aperiente te manum tuam, omnia implebuntur bonitate.
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
Avertente autem te faciem, turbabuntur; auferes spiritum eorum, et deficient, et in pulverem suum revertentur.
30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
Emittes spiritum tuum, et creabuntur, et renovabis faciem terræ.
31 Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!
Sit gloria Domini in sæculum; lætabitur Dominus in operibus suis.
32 Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.
Qui respicit terram, et facit eam tremere; qui tangit montes, et fumigant.
33 Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
Cantabo Domino in vita mea; psallam Deo meo quamdiu sum.
34 Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.
Jucundum sit ei eloquium meum; ego vero delectabor in Domino.
35 Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.
Deficiant peccatores a terra, et iniqui, ita ut non sint. Benedic, anima mea, Domino.]
