Salme 104

1 Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.

2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.

3 Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.

4 Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.

5 Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.

6 Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.

7 De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.

8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.

9 Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.

10 Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.

11 De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.

12 Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.

13 Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.

14 Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.

15 Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.

16 Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;

17 der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.

18 De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.

19 Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.

20 Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.

21 De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.

22 Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.

23 Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.

24 Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.

25 Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.

26 Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.

27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.

28 Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.

29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.

30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.

31 Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!

32 Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.

33 Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.

34 Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.

35 Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.