Salme 104
1 Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.
kasakkung: panuekhoeh Oe, ka hringnae BAWIPA teh pholen haw. Oe BAWIPA ka Cathut nang teh na lentoe tangngak. Taluenae hoi barinae hoi kamthoup e lah na o.
2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.
Khohna patetlah angnae na khohna teh, kalvannaw hah hni patetlah na yap.
3 Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
Na onae im van adunaw hah tui dawk na pâhung teh, tâmai patet hah leng lah na coung sak teh kahlî rathei hoi na tho.
4 Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
Na patounenaw hah kahlî patetlah thoseh, thaw katawknaw hah hmaito patetlah thoseh na coung sak.
5 Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
Talai adu hah nâtuek hai a kampuen hoeh nahanlah ka caksak e lah na o
6 Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.
Talai hah hni hoi khu e patetlah tui hoi na khu teh, tui hah monsom vah a kangdue.
7 De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
Na yue toteh, a yawng awh. Khoparit lawk a thai awh toteh karangpoung lah a yawng awh.
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
Mon lah a luen awh teh, ravonaw dawk hoi a kum awh teh ao nahane hmuen koe koung a pha awh.
9 Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
Tuinaw bout a tho teh, talai a muem hoeh nahanlah, a tapuet thai hoeh hane khori hah a khuen pouh.
10 Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
Ravo dawk lawng hanelah tui hah a tha teh, mon hoi a lawng cathuk awh.
11 De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.
Saring pueng ni nei hanelah a poe teh, kahrawng e lanaw ni hai tui kahran a dap sak awh.
12 Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
Ateng vah kalvan e tavanaw tabu a tuk awh teh, thingkungnaw dawk a cai awh.
13 Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.
A im van hoi monnaw tui a awi teh, na tawk e ni talai heh ka boum lah a kawk.
14 Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
Talai ni rawca a tâco sak nahanlah saringnaw hanlah pho a paw sak teh taminaw hanlah thingthairompo a paw sak.
15 Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.
Misur ni tami lungthin a nawm sak, satui ni mei a kâpi sak, rawca ni tha ao sak.
16 Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;
BAWIPA e thingkung lebanon mon vah a ung e sidar thingnaw hai a boum awh.
17 der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.
Hawvah, tavanaw ni a tabu a tuk awh teh, hmaica thing teh kahrawng cawmpainaw e im lah ao.
18 De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
Lungha teh Athanaw o nahanelah ao teh, savehnaw teh talung koe a kâhro awh.
19 Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.
Ama ni thapa hah hnintha touk nahanlah a sak teh, kanî ni khup nahan tue a panue.
20 Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.
Hmonae na sak teh hothateh karum doeh. ratu thung e saring pueng a tâconae tue lah ao.
21 De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.
Sendektanca ni kei hane a tawng teh, Cathut koehoi e rawca a tawng.
22 Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.
Kanî a tâco toteh a onae a kâkhu dawk lengkaleng a tabo awh.
23 Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
Tami teh thaw tawk hanelah a tâco teh, tangmin lah totouh a tawk.
24 Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
Oe BAWIPA, na sak e hno teh apap poung. Lungangnae hoi na sak e seng doeh. Talai teh na tawntanae hoi akawi.
25 Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
Hete ka kaw ni teh kalen e talîpui dawkvah, touklek thai hoeh e saring kathoung kalen a kâhlai awh.
26 Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
Haw e hmuen koe long a cei teh, hawvah ka paitun hanelah na sak e tangapui Leviathan hai ao.
27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
A tue a pha toteh, rawca na poe thai nahanlah abuemlahoi nang na ring awh.
28 Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.
Na poe e pueng a la awh teh, na kut na dâw teh hno kahawi hoi a kâkawk awh.
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
Na minhmai na hro pouh toteh, a lungpuen awh. A kâha na lat pouh pawiteh a due awh teh vaiphu lah a coung awh.
30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
Na Muitha na tha toteh hotnaw teh sak e lah ao. Talai meilam hai bout na katha sak.
31 Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!
BAWIPA bawilennae teh yungyoe kangning seh. BAWIPA teh a sak e dawk konawm naseh.
32 Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.
Talai a khet nah a pâyaw, mon a tek nah hmaikhu a tâco.
33 Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
Ka hringyung thung BAWIPA koe la ka sak vaiteh, ka hringyung thung Cathut pholen hoi la ka sak han.
34 Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.
Ka khopouknae hah ahni hanelah radip naseh. BAWIPA dawk ka konawm han.
35 Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.
Tamikayon teh talai hoi raphoe lah awm naseh. Tamikathout awm hanh lawiseh. Oe kahringnae BAWIPA teh pholen haw. Hallelujah.
