Salme 102
1 En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
Ézilgenning duasi: U halidin ketkende, dad-peryadini Perwerdigar aldigha tökkende: — Duayimni anglighaysen, i Perwerdigar; Peryadim aldinggha yétip kirsun!
2 Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
Yüzüngni mendin qachurmighaysen; Qisilghan künümde manga qulaq salghaysen; Men nida qilghan künde, manga téz jawab bergin!
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
Mana, künlirim is-tütektek tügep kétidu, Ustixanlirim otun-choghlargha oxshash köydi!
4 Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
Yürikim zexme yep chöpler xazan bolghandek qurup ketti, Hetta nénimni yéyishni untudum.
5 Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
Men ahu-zar tartqanliqimdin, Etlirim süngeklirimge chapliship qaldi.
6 Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
Chöl-bayawandiki saqiyqushtek, Weyranchiliqta qonup yürgen huwqushqa oxshaymen.
7 Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
Uxlimay segek turup közettimen; Ögzide yalghuz qalghan qushqach kebimen.
8 Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
Düshmenlirim kün boyi méni mesxire qilmaqta, Méni haqaretligenler ismimni lenet ornida ishletmekte.
9 Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
Qehring hem achchiqing tüpeylidin, Külni nan dep yewatimen, Ichimlikimni köz yéshim bilen arilashturimen; Chünki Sen méni kötürüp, andin yerge urdung.
10 Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
11 for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
Künlirim quyash uzartqan kölenggidek yoqulay dep qaldi, Özüm bolsam chöpler xazan bolghandek qurup kettim.
12 Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
Lékin Sen, Perwerdigar, ebediy turisen, Séning nam-shöhriting dewrdin-dewrgichidur.
13 Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
Sen ornungdin turisen, Zion’gha rehim qilisen; Chünki uninggha shepqet körsitish waqti keldi, He, waqit-saiti yétip keldi!
14 Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
Chünki qulliring uning tashliridin xursenlik tapidu, Hem tupriqighimu ichini aghritidu;
15 Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
Eller Perwerdigarning namidin, Yer yüzidiki shahlar shan-sheripingdin eyminidu.
16 Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
Mana, Perwerdigar Zionni qaytidin qurghanda, U Öz shan-sheripide körünidu!
17 thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
U ghérib-miskinning duasigha étibar béridu; Ularning duasini hergiz kemsitmeydu.
18 Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
Bular kelgüsi bir ewlad üchün xatirilinidu; Shuning bilen kelgüside yaritilidighan bir xelq Yahni medhiyeleydu;
19 Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
Chünki U esirlerning ah-zarlirini anglay dep, Ölümge buyrulghanlarni azad qilay dep, Égizdiki muqeddes jayidin éngiship nezer saldi, Ershlerdin Perwerdigar yerge qaridi;
20 Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
21 for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
Shundaq qilip, ular Perwerdigarning xizmitide bolayli dégende, Yeni el-memliketler jem yighilghan waqtida — Perwerdigarning nami Zionda, Uning sherepliri Yérusalémda jakarlinidu!
22 for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
23 naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
Biraq U méni yolda maghdursizlandurup, Künlirimni qisqartti.
24 Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
Men: «Tengrim, ömrümning yérimida méni élip ketme!» — dédim. — «Séning yilliring dewrdin dewrgichidur,
25 Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
Sen yerni elmisaqtinla berpa qilghansen, Asmanlarni hem qolliring yasighandur;
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
Ular yoq bolup kétidu, Biraq Sen dawamliq turiwérisen; Ularning hemmisi kiyimdek konirap kétidu; Ularni kona ton kebi almashtursang, Shunda ular kiyim-kéchek yenggüshlen’gendek yenggüshlinidu.
27 De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
Biraq Sen özgermigüchidursen, Yilliringning tamami yoqtur.
28 Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
Qulliringning balilirimu turiwéridu, Ularning ewladi huzuringda mezmut yashaydu!».
