Salme 102
1 En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
Oratio pauperis, cum anxius fuerit, et in conspectu Domini effuderit precem suam. [Domine, exaudi orationem meam, et clamor meus ad te veniat.
2 Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
Non avertas faciem tuam a me: in quacumque die tribulor, inclina ad me aurem tuam; in quacumque die invocavero te, velociter exaudi me.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
Quia defecerunt sicut fumus dies mei, et ossa mea sicut cremium aruerunt.
4 Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
Percussus sum ut fœnum, et aruit cor meum, quia oblitus sum comedere panem meum.
5 Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
A voce gemitus mei adhæsit os meum carni meæ.
6 Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
Similis factus sum pellicano solitudinis; factus sum sicut nycticorax in domicilio.
7 Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
Vigilavi, et factus sum sicut passer solitarius in tecto.
8 Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
Tota die exprobrabant mihi inimici mei, et qui laudabant me adversum me jurabant:
9 Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
quia cinerem tamquam panem manducabam, et potum meum cum fletu miscebam,
10 Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
a facie iræ et indignationis tuæ: quia elevans allisisti me.
11 for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
Dies mei sicut umbra declinaverunt, et ego sicut fœnum arui.
12 Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
Tu autem, Domine, in æternum permanes, et memoriale tuum in generationem et generationem.
13 Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
Tu exsurgens misereberis Sion, quia tempus miserendi ejus, quia venit tempus:
14 Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
quoniam placuerunt servis tuis lapides ejus, et terræ ejus miserebuntur.
15 Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
Et timebunt gentes nomen tuum, Domine, et omnes reges terræ gloriam tuam:
16 Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
quia ædificavit Dominus Sion, et videbitur in gloria sua.
17 thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
Respexit in orationem humilium et non sprevit precem eorum.
18 Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
Scribantur hæc in generatione altera, et populus qui creabitur laudabit Dominum.
19 Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
Quia prospexit de excelso sancto suo; Dominus de cælo in terram aspexit:
20 Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
ut audiret gemitus compeditorum; ut solveret filios interemptorum:
21 for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
ut annuntient in Sion nomen Domini, et laudem ejus in Jerusalem:
22 for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
in conveniendo populos in unum, et reges, ut serviant Domino.
23 naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
Respondit ei in via virtutis suæ: Paucitatem dierum meorum nuntia mihi:
24 Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
ne revoces me in dimidio dierum meorum, in generationem et generationem anni tui.
25 Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
Initio tu, Domine, terram fundasti, et opera manuum tuarum sunt cæli.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
Ipsi peribunt, tu autem permanes; et omnes sicut vestimentum veterascent. Et sicut opertorium mutabis eos, et mutabuntur;
27 De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
tu autem idem ipse es, et anni tui non deficient.
28 Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
Filii servorum tuorum habitabunt, et semen eorum in sæculum dirigetur.]
