Salme 102

1 En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.

Gebet eines Elenden, der verzagt und vor Jehovah sein Sinnen ausschüttet. Jehovah, höre mein Gebet, und zu Dir komme mein Angstschrei.

2 Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.

Verbirg Dein Angesicht nicht von mir; am Tag meiner Drangsal neige zu mir Dein Ohr; am Tage, da ich rufe, eile, antworte mir.

3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!

Denn meine Tage sind vollendet wie Rauch, und meine Gebeine entbrannt wie ein Feuerbrand.

4 Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.

Geschlagen wie das Kraut ist mein Herz und vertrocknet, daß ich vergaß, mein Brot zu essen.

5 Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.

Von meines Seufzens Stimme klebt mein Gebein an meinem Fleisch.

6 Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.

Dem Pelikan der Wüste gleich bin ich, bin wie der Uhu der Einöden.

7 Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.

Ich bin wach, bin wie der vereinsamte Vogel auf dem Dach.

8 Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.

Den ganzen Tag schmähen mich meine Feinde; die wider mich rasen, schwören bei mir.

9 Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.

Denn Asche esse ich wie Brot, und mische mit Weinen meinen Trank.

10 Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad

Vor Deinem Unwillen und Deiner Entrüstung; denn Du hobst mich auf und warfst mich hin.

11 for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.

Meine Tage sind wie der sich neigende Schatten, und wie das Kraut vertrockne ich.

12 Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.

Doch Du, Jehovah, sitzest ewiglich, und Dein Gedächtnis zu Geschlecht und Geschlecht.

13 Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

Du wirst aufstehen und Zions Dich erbarmen; denn Zeit ist es, ihr gnädig zu sein, denn die bestimmte Zeit ist gekommen;

14 Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.

Denn Deine Knechte haben Wohlgefallen an seinen Steinen, und sind gnädig gegen seinen Staub.

15 Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.

Und die Völkerschaften fürchten Jehovahs Namen, und alle Könige der Erde Deine Herrlichkeit,

16 Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;

Daß Zion hat gebaut Jehovah, daß Er in Seiner Herrlichkeit erschienen ist.

17 thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.

Er hat Sich gewandt zu dem Gebete des Einsamen, und nicht verachtet ihr Gebet.

18 Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.

Dies sei geschrieben für ein späteres Geschlecht. Ein Volk, das erschaffen wird, soll Dich loben.

19 Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.

Denn von der Höhe Seines Heiligtums schaut Er herab, Jehovah blickt von den Himmeln auf die Erde.

20 Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden

Daß Er den Angstruf des Gebundenen höre und losmache des Todes Söhne.

21 for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,

Auf daß man in Zion von dem Namen Jehovahs erzähle und von Seinem Lobe in Jerusalem.

22 for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,

Wenn sich die Völker zusammenziehen allzumal, und die Königreiche, Jehovah zu dienen.

23 naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.

Er demütigt auf dem Wege meine Kraft, Er kürzt meine Tage.

24 Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.

Ich spreche: Mein Gott, nimm mich nicht hinauf in der Hälfte meiner Tage. Deine Jahre sind für ein Geschlecht der Geschlechter.

25 Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.

Die Erde, die vordem Du gegründet, und die Himmel, Deiner Hände Werk,

26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.

Sie werden vergehen, aber Du bestehst; und wie ein Kleid veralten sie alle; Du wandelst sie wie ein Gewand und sie sind verwandelt.

27 De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.

Du aber bist Derselbe, und Deine Jahre gehen nie aus.

28 Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.

Die Söhne Deiner Knechte werden wohnen, und ihr Same wird vor Dir gefestigt.