Salme 102

1 En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.

Prière du malheureux, lorsqu’il est accablé et qu’il répand sa plainte devant Yahweh. Yahweh écoute ma prière, et que mon cri arrive jusqu’à toi.

2 Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.

Ne me cache pas ton visage, au jour de ma détresse; incline vers moi ton oreille, quand je crie, hâte-toi de m’exaucer.

3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!

Car mes jours s’évanouissent comme en fumée, et mes os sont embrasés comme par un feu.

4 Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.

Frappé comme l’herbe, mon cœur se dessèche; j’oublie même de manger mon pain.

5 Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.

A force de crier et de gémir, mes os s’attachent à ma chair.

6 Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.

Je ressemble au pélican du désert, je suis devenu comme le hibou des ruines.

7 Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.

Je passe les nuits sans sommeil, comme l’oiseau solitaire sur le toit.

8 Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.

Tout le jour mes adversaires m’outragent, mes ennemis furieux jurent ma ruine.

9 Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.

Je mange la cendre comme du pain, et je mêle mes larmes à mon breuvage,

10 Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad

à cause de ta colère et de ton indignation, car tu m’as soulevé et jeté au loin.

11 for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.

Mes jours sont comme l’ombre qui s’allonge, et je me dessèche comme l’herbe.

12 Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.

Mais toi, Yahweh, tu es assis sur un trône éternel, et ta mémoire vit d’âge en âge.

13 Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

Tu te lèveras, tu auras pitié de Sion, car le temps de lui faire grâce, le moment fixé est venu.

14 Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.

Car tes serviteurs en chérissent les pierres, ils s’attendrissent sur sa poussière.

15 Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.

Alors les nations révéreront le nom de Yahweh, et tous les rois de la terre ta majesté,

16 Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;

parce que Yahweh a rebâti Sion; il s’est montré dans sa gloire.

17 thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.

Il s’est tourné vers la prière du misérable, il n’a pas dédaigné sa supplication.

18 Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.

Que cela soit écrit pour la génération future, et que le peuple qui sera créé célèbre Yahweh,

19 Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.

parce qu’il a regardé de sa sainte hauteur, parce que Yahweh a regardé des cieux sur la terre,

20 Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden

pour écouter les gémissements des captifs, pour délivrer ceux qui sont voués à la mort,

21 for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,

afin qu’ils publient dans Sion le nom de Yahweh, et sa louange dans Jérusalem,

22 for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,

quand s’assembleront tous les peuples, et les royaumes pour servir Yahweh.

23 naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.

Il a brisé ma force sur le chemin, il a abrégé mes jours.

24 Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.

Je dis: Mon Dieu, ne m’enlève pas au milieu de mes jours, toi, dont les années durent d’âge en âge.

25 Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.

Au commencement tu as fondé la terre, et les cieux sont l’ouvrage de tes mains.

26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.

Ils périront, mais toi, tu subsistes. Ils s’useront tous comme un vêtement; Tu les changeras comme un manteau, et ils seront changés:

27 De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.

mais toi, tu restes le même, et tes années n’ont pas de fin.

28 Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.

Les fils de tes serviteurs habiteront leur pays, et leur postérité sera stable devant toi.