Salme 102
1 En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
“A prayer of the afflicted, when he is overwhelmed, and poureth out before the Lord his complaint.” O Lord, hear my prayer, and let my cry come unto thee.
2 Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
Hide not thy face from me on the day when I am distressed; incline unto me thy ear; on the day when I call, answer me speedily.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
For my days vanish in smoke, and my bones are burning like a hearth.
4 Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
Struck [by heat] like the herb and dried up is my heart; for I forget to eat my bread.
5 Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
Because of the voice of my groaning my bones cleave to my flesh.
6 Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
I am like the pelican of the wilderness: I am become like the owl amid ruins.
7 Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
I watch, and I am become like a [night-]bird sitting alone upon the housetop.
8 Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
All the day my enemies reproach me: they that mock me swear by me.
9 Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
For ashes do I eat like bread, and my drink I mingle with weeping;
10 Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
Because of thy indignation and thy wrath; for thou hadst lifted me up, and hast cast me down.
11 for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
My days are like a shadow that declineth; and like the herb I wither.
12 Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
But thou, O Lord, wilt sit enthroned for ever; and thy memorial is unto all generations.
13 Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
Thou wilt indeed arise; thou wilt have mercy upon Zion; for it is time to favor her, for the appointed time is coming.
14 Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
For thy servants hold dear her stones, and her very dust they cherish.
15 Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
Then shall nations fear the name of the Lord, and all the kings of the earth thy glory:
16 Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
When the Lord shalt have built up Zion, he appeareth in his glory;
17 thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
[When] he hath regarded the prayer of the forsaken, and doth not despise their prayer.
18 Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
This shall be written down for the latest generation; and the people which shall be created shall praise the Lord.
19 Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
For he hath looked down from the height of his sanctuary; the Lord hath cast from heaven his view to the earth:
20 Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
To hear the sighing of the prisoner; to loosen those that are doomed to death:
21 for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
That men may proclaim in Zion the name of the Lord, and his praise in Jerusalem;
22 for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
When people are gathered together, and kingdoms, to serve the Lord.—
23 naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
He hath weakened on the way my strength; he hath shortened my days.
24 Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
I will say, O my God! take me not away in the midst of my days: throughout all generations are thy years.
25 Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
In olden times didst thou lay the foundations of the earth; and the heavens are the work of thy hands.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
These will indeed perish, but thou wilt ever exist: yea, all of them will wear out like a garment; as a vesture wilt thou change them, and they will be changed;
27 De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
But thou art ever the same, and thy years will have no end.
28 Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
The children of thy servants will dwell [securely], and their seed will be firmly established before thee.
