Salme 102
1 En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.
2 Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
HERRE, lyt til min Bøn, lad mit Raab komme til dig,
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
skjul dog ikke dit Aasyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; naar jeg kalder, saa skynd dig og svar mig!
4 Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
5 Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
mit Hjerte er svedet og visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
6 Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
7 Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen paa øde Steder;
8 Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
om Natten ligger jeg vaagen og jamrer saa ensom som Fugl paa Taget;
9 Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
mine Fjender haaner mig hele Dagen; de, der spotter mig, sværger ved mig.
10 Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Taarer
11 for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
12 Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
13 Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
14 Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, naar Naadens Tid, naar Timen er inde;
15 Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
16 Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
Og HERRENS Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
17 thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
18 Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
19 Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
For Efterslægten skal det optegnes, et Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
20 Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
21 for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
22 for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
at HERRENS Navn kan forkyndes i Zion, hans Pris i Jerusalem,
23 naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
naar Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
24 Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
Han lammed min Kraft paa Vejen, forkorted mit Liv.
25 Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine Aar er fra Slægt til Slægt.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
27 De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
de falder, men du bestaar, alle slides de op som en Klædning;
28 Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine Aar faar aldrig Ende! Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestaa for dit Aasyn.
