Salme 10

1 Herre! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødens Tider?

Zakaj bivaš v daljavi, Gospod! zakaj se skrivaš v časih, ko smo v stiski?

2 Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte.

Prevzetnost krivičnega hudo straši siromaka ubozega; zgrabijo se naj v naklepih, katere izmišljajo.

3 Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, Herren foragter han.

Ker krivični hvali dušo svojo v njenem hrepenenji, in njega, ki išče dobička, blagoslavlja, draži Gospoda.

4 Den ugudelige sætter Næsen højt og siger: Der er ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker.

Krivični v napuhu svojega obraza: On ne kaznuje, ni Boga, té so vse misli njegove.

5 Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender.

Varna so pota njegova v vsakem času; previsoko so pogledu njegovemu sodbe tvoje: kateri koli so sovražniki njegovi, vanje piha žarjavico.

6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke.

V srci svojem govori: Ne umaknem se, v nobeni dobi ne bodem v nesreči.

7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab.

Preklinjanja polna so usta njegova in zvijač in goljufije; pod jezikom njegovim je nadlega in ničemurnost.

8 Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage.

Poseda v votlini vašî, v zatišji, da bi ubil nedolžnega; oči njegove se skrivajo zoper onemoglega.

9 Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer paa at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn.

V zatišji preži, kakor lev v svojem brlogu; preži, da zgrabi siromaka ubozega; zgrabil bi rad siromaka ubozega, potegnil ga v mrežo svojo.

10 Knuste synke disse hen, og for hans vældige falde de svage.

Sklujči se, potuhne se; in s krepkimi udi svojimi se zgrudi, kakor da so onemogli.

11 Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.

V srci svojem govori: Pozabil je Bog mogočni; obličje svoje skriva, ne ozré se nikoli.

12 Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige!

Vstani, Gospod, Bog mogočni, dvigni roko svojo; ne pozabi siromakov ubozih.

13 Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke.

Zakaj draži krivični Boga? v srci svojem govori, da ne bodeš térjal?

14 Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper.

Zazdelo se je tebi, ko gledaš nadlego in gorjé, vzeti jih v roko svojo; brambi tvoji se izroča onemogli; siroti si tí pomočnik.

15 Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere.

Zdrôbi roko krivičnemu in hudobnemu; preiskuj krivico njegovo, dokler je ne najdeš več.

16 Herren er Konge evindelig, og altid; Hedningerne omkomme af hans Land.

Gospod je kralj večni; poginili so narodi sè zemlje njegove.

17 Du, Herre! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader dit Øre mærke derpaa

Hrepenenje krotkih si uslišal, Gospod; potolaži tem srce, nagni svoje uho,

18 for at skaffe den faderløse og ringe Ret; ej længer skal et Menneske, der er af Jorden, vedblive at volde Skræk.

Maščujoč siroto in siromaka, da ga ne bode dalje izganjal človek silovito iz dežele.