< Salme 10 >
1 Herre! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødens Tider?
Why standest thou afar off, O LORD? Why hidest thou thyself in times of trouble?
2 Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte.
Through the haughtiness of the wicked the poor are in distress; They are caught in the wiles which are contrived for them.
3 Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, Herren foragter han.
The wicked boasteth of his heart's desire; The rapacious renounceth and contemneth Jehovah.
4 Den ugudelige sætter Næsen højt og siger: Der er ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker.
The wicked [[saith]] in his haughtiness, “He careth not!” All his thoughts are, “There is no God.”
5 Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender.
His course is always prosperous; Far in the heights are thy judgments from him; As for all his enemies, he puffeth at them.
6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke.
He saith in his heart, “I shall never fall; I shall never be in adversity.”
7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab.
His mouth is full of perjury, deceit, and oppression; Mischief and injustice are upon his tongue.
8 Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage.
He sitteth in the lurking-places of the villages; In secret places doth he murder the innocent; His eyes are secretly fixed upon the poor.
9 Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer paa at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn.
He secretly lieth in wait, like a lion in a thicket; He lieth in wait to seize upon the helpless; He catcheth the poor, drawing him into his net.
10 Knuste synke disse hen, og for hans vældige falde de svage.
He croucheth, and lowereth himself, And the wretched fall into his paws.
11 Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.
He saith in his heart, “God doth forget; He hideth his face; he doth never see it.”
12 Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige!
Arise, O LORD! O God, lift up thine hand: Forget not the distressed!
13 Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke.
Wherefore doth the wicked contemn God, And say in his heart, “He careth not for it”?
14 Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper.
Thou dost see it; yea, thou beholdest malice and oppression, And markest it upon thy hand! The poor committeth himself to thee; Thou art the helper of the fatherless.
15 Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere.
Break thou the arm of the unjust and wicked man; Seek out his wickedness, till thou canst find none!
16 Herren er Konge evindelig, og altid; Hedningerne omkomme af hans Land.
Jehovah is king for ever and ever; The gentiles shall perish out of his land.
17 Du, Herre! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader dit Øre mærke derpaa
Thou, O LORD! wilt hear the desires of the distressed; Thou wilt strengthen their hearts; Thou wilt lend a listening ear!
18 for at skaffe den faderløse og ringe Ret; ej længer skal et Menneske, der er af Jorden, vedblive at volde Skræk.
Thou wilt maintain the cause of the fatherless and the oppressed, That henceforth none may be driven from the land.