Ordsprogene 1
1 Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge,
Parabolæ Salomonis, filii David, regis Israel.
2 for af dem at faa Visdom og Undervisning, for at forstaa Forstandens Ord;
Ad sciendam sapientiam, et disciplinam:
3 for at modtage Undervisning i Klogskab, modtage Ret og Retfærdighed og Retvished;
ad intelligenda verba prudentiæ: et suscipiendam eruditionem doctrinæ, iustitiam, et iudicium, et æquitatem:
4 for at give de uvidende Vid, de unge Kundskab og Kløgt.
ut detur parvulis astutia, adolescenti scientia, et intellectus.
5 Hvo som er viis, høre til og gaa frem i Lærdom, og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre;
Audiens sapiens, sapientior erit: et intelligens, gubernacula possidebit.
6 for at forstaa Ordsprog og Gaader, Vismænds Ord og deres mørke Taler.
Animadvertet parabolam, et interpretationem, verba sapientum, et ænigmata eorum.
7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Visdom og Undervisning.
Timor Domini principium sapientiæ. Sapientiam, atque doctrinam stulti despiciunt.
8 Hør, min Søn! din Faders Undervisning, og forlad ikke din Moders Lov;
Audi, fili mi, disciplinam patris tui, et ne dimittas legem matris tuæ:
9 thi de ere en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
ut addatur gratia capiti tuo, et torques collo tuo.
10 Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke!
Fili mi, si te lactaverint peccatores, ne acquiescas eis.
11 Dersom de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville efterstræbe den uskyldige, som er uden Sag;
Si dixerint: Veni nobiscum, insidiemur sanguini, abscondamus tendiculas contra insontem frustra:
12 vi ville, som Dødsriget, sluge dem levende, ja hele og holdne, som de, der nedfare i Hulen; (Sheol h7585)
deglutiamus eum sicut infernus viventem, et integrum quasi descendentem in lacum. (Sheol h7585)
13 vi ville finde alle Haande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov;
Omnem pretiosam substantiam reperiemus, implebimus domos nostras spoliis.
14 du skal tage din Lod iblandt os, vi ville alle sammen have een Pose:
Sortem mitte nobiscum, marsupium unum sit omnium nostrum.
15 Min Søn! vandre ikke paa Vej med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti;
Fili mi, ne ambules cum eis, prohibe pedem tuum a semitis eorum.
16 thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod;
Pedes enim illorum ad malum currunt, et festinant ut effundant sanguinem.
17 thi forgæves udspændes Garn for alle Fugles Øjne;
Frustra autem iacitur rete ante oculos pennatorum.
18 og de lure paa deres eget Blod, de efterstræbe deres eget Liv.
Ipsi quoque contra sanguinem suum insidiantur, et moliuntur fraudes contra animas suas.
19 Saa ere enhvers Veje, som er hengiven til Gerrighed; den tager sine egne Herrers Liv.
Sic semitæ omnis avari, animas possidentium rapiunt.
20 Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne;
Sapientia foris prædicat, in plateis dat vocem suam:
21 paa Hjørnet af de befærdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord:
in capite turbarum clamitat, in foribus portarum urbis profert verba sua, dicens:
22 Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spotterne have Lyst til Spot, og Daarer hade Kundskab?
Usquequo parvuli diligitis infantiam, et stulti ea, quæ sibi sunt noxia, cupient, et imprudentes odibunt scientiam?
23 Vender eder til min Revselse; se, jeg vil udgyde min Aand over eder, jeg vil kundgøre eder mine Ord.
Convertimini ad correptionem meam: en proferam vobis spiritum meum, et ostendam vobis verba mea.
24 Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og ingen gav Agt;
Quia vocavi, et renuistis: extendi manum meam, et non fuit qui aspiceret.
25 og I lode alt mit Raad fare og vilde ikke vide af min Revselse:
Despexistis omne consilium meum, et increpationes meas neglexistis.
26 Saa vil jeg, jeg selv le i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for;
Ego quoque in interitu vestro ridebo, et subsannabo, cum vobis id, quod timebatis, advenerit.
27 naar det, som I frygte for, kommer som en Ødelæggelse, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder:
Cum irruerit repentina calamitas, et interitus quasi tempestas ingruerit: quando venerit super vos tribulatio, et angustia:
28 Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle søge mig, men ikke finde mig.
Tunc invocabunt me, et non exaudiam: mane consurgent, et non invenient me:
29 Fordi de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,
eo quod exosam habuerint disciplinam, et timorem Domini non susceperint,
30 fordi de ikke vilde vide af mit Raad, men foragtede al min Revselse:
nec acquieverint consilio meo, et detraxerint universæ correptioni meæ.
31 Saa skulle de æde Frugten af deres Veje og blive mætte af deres egne Raad.
Comedent igitur fructus viæ suæ, suisque consiliis saturabuntur.
32 Thi de uvidendes Frafald skal volde dem Død, og Daarers Tryghed skal ødelægge dem selv.
Aversio parvulorum interficiet eos, et prosperitas stultorum perdet illos.
33 Men hvo mig lyder, skal bo tryggelig og være rolig, uden Frygt for det onde.
Qui autem me audierit, absque terrore requiescet, et abundantia perfruetur, timore malorum sublato.
