Ordsprogene 1
1 Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge,
Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
2 for af dem at faa Visdom og Undervisning, for at forstaa Forstandens Ord;
Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
3 for at modtage Undervisning i Klogskab, modtage Ret og Retfærdighed og Retvished;
tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
4 for at give de uvidende Vid, de unge Kundskab og Kløgt.
de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
5 Hvo som er viis, høre til og gaa frem i Lærdom, og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre;
den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
6 for at forstaa Ordsprog og Gaader, Vismænds Ord og deres mørke Taler.
de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.
7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Visdom og Undervisning.
HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.
8 Hør, min Søn! din Faders Undervisning, og forlad ikke din Moders Lov;
Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
9 thi de ere en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
10 Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke!
Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!
11 Dersom de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville efterstræbe den uskyldige, som er uden Sag;
Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
12 vi ville, som Dødsriget, sluge dem levende, ja hele og holdne, som de, der nedfare i Hulen; (Sheol h7585)
Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven. (Sheol h7585)
13 vi ville finde alle Haande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov;
Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
14 du skal tage din Lod iblandt os, vi ville alle sammen have een Pose:
Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"
15 Min Søn! vandre ikke paa Vej med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti;
- min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
16 thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod;
thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
17 thi forgæves udspændes Garn for alle Fugles Øjne;
Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
18 og de lure paa deres eget Blod, de efterstræbe deres eget Liv.
de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
19 Saa ere enhvers Veje, som er hengiven til Gerrighed; den tager sine egne Herrers Liv.
Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.
20 Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne;
Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;
21 paa Hjørnet af de befærdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord:
oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
22 Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spotterne have Lyst til Spot, og Daarer hade Kundskab?
Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?
23 Vender eder til min Revselse; se, jeg vil udgyde min Aand over eder, jeg vil kundgøre eder mine Ord.
Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
24 Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og ingen gav Agt;
Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
25 og I lode alt mit Raad fare og vilde ikke vide af min Revselse:
men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,
26 Saa vil jeg, jeg selv le i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for;
derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,
27 naar det, som I frygte for, kommer som en Ødelæggelse, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder:
når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.
28 Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle søge mig, men ikke finde mig.
Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,
29 Fordi de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,
fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;
30 fordi de ikke vilde vide af mit Raad, men foragtede al min Revselse:
mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.
31 Saa skulle de æde Frugten af deres Veje og blive mætte af deres egne Raad.
Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;
32 Thi de uvidendes Frafald skal volde dem Død, og Daarers Tryghed skal ødelægge dem selv.
thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang;
33 Men hvo mig lyder, skal bo tryggelig og være rolig, uden Frygt for det onde.
men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.
