Ordsprogene 9
1 Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller;
Nyansa asi ne fie; watwa nʼafadum nson ho.
2 hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord;
Wasiesie nʼaduane afra ne nsã wato ne ɛpono.
3 hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje:
Wasoma ne mmaawa, na ɔfrɛ firi kuropɔn no sorɔnsorɔmmea hɔ sɛ,
4 Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun:
“Momma ntetekwaafoɔ nyinaa mmra ha!” Ɔka kyerɛ wɔn a wɔnni atemmuo sɛ,
5 Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet.
“Mommra mmɛdi mʼaduane na monnom nsã a mafra no.
6 Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej.
Monnya mo ntetekwaasɛm no na mobɛnya nkwa; monnante nteaseɛ akwan so.”
7 Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn.
Deɛ ɔtenetene ɔfɛdifoɔ no frɛ ahohorabɔ; na deɛ ɔka amumuyɛfoɔ anim no nya ɔyea.
8 Sæt ikke en Spotter i Rette, at han ikke skal hade dig; sæt en viis i Rette, og han skal elske dig.
Ɛno enti, nnka ɔfɛdifoɔ anim na ɔmmɛtane wo; ka onyansafoɔ anim na ɔbɛdɔ wo.
9 Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lærdom.
Ma onyansafoɔ akwankyerɛ na ɔbɛkɔ so ahunu nyansa; kyerɛkyerɛ ɔteneneeni na ɔde bɛka nʼadesua ho.
10 Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand.
Awurade suro yɛ nyansa ahyɛaseɛ Ɔkronkronni no ho nimdeɛ yɛ nteaseɛ.
11 Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vorde dig tillagte.
Me mu na wo nna bɛdɔɔso, na wɔde mfeɛ bɛka wo nkwa ho.
12 Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene.
Sɛ woyɛ onyansafoɔ a, wobɛnya wo nyansa ho mfasoɔ; sɛ woyɛ ɔfɛdifoɔ a, wo nko ara na ɛbɛhunu amane.
13 Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget.
Ɔbaa ɔkwasea yɛ ɔkasafoɔ; ɔnni ahohyɛsoɔ na ɔnni nimdeɛ.
14 Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje,
Ɔte ne fie ɛpono ano, na ɔte akonnwa a ɛsi kuropɔn no sorɔnsorɔmmea,
15 for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier;
na ɔfrɛfrɛ wɔn a wɔtwam hɔ, wɔn a wɔnam wɔn kwan so tee sɛ,
16 hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til.
“Momma ntetekwaafoɔ nyinaa mmra ha” ɔka kyerɛ wɔn a wɔnni atemmuo sɛ,
17 Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert.
“Nsuo a wɔwia no yɛ fremfrem na aduane a wɔdi no ahintaeɛ no yɛ dɛ!”
