Ordsprogene 9
1 Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller;
Nyansa asi ne fi; wasisi nʼafadum ason.
2 hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord;
Wasiesie ne nam de afra ne nsa, wato ne pon.
3 hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje:
Wasoma ne mmaawa, na ɔfrɛ fi kuropɔn no sorɔnsorɔmmea hɔ se,
4 Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun:
“Momma ntetekwaafo nyinaa mmra ha!” Ɔka kyerɛ wɔn a wonni atemmu se,
5 Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet.
“Mommra mmedi mʼaduan na monnom nsa a mafra no.
6 Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej.
Munnyaw mo ntetekwaasɛm no na mubenya nkwa; monnantew ntease akwan so.”
7 Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn.
Nea ɔteɛteɛ ɔfɛwdifo no frɛ ahohorabɔ; na nea ɔka amumɔyɛfo anim no nya ɔyaw.
8 Sæt ikke en Spotter i Rette, at han ikke skal hade dig; sæt en viis i Rette, og han skal elske dig.
Ɛno nti, nka ɔfɛwdifo anim na ɔmmɛtan wo; ka onyansafo anim na ɔbɛdɔ wo.
9 Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lærdom.
Ma onyansafo akwankyerɛ na ɔbɛkɔ so ahu nyansa; kyerɛkyerɛ ɔtreneeni na ɔde bɛka nʼadesua ho.
10 Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand.
Awurade suro yɛ nyansa mfiase Ɔkronkronni no ho nimdeɛ yɛ ntease.
11 Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vorde dig tillagte.
Me mu na wo nna bɛdɔɔso, na wɔde mfe bɛka wo nkwa ho.
12 Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene.
Sɛ woyɛ onyansafo a, wubenya wo nyansa so mfaso; sɛ woyɛ ɔfɛwdifo a, wo nko ara na wubehu amane.
13 Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget.
Ɔbea ɔkwasea yɛ ɔkasafo; onni ahohyɛso na onni nimdeɛ.
14 Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje,
Ɔte ne fi pon ano, na ɔte akongua a esi kuropɔn no sorɔnsorɔmmea,
15 for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier;
na ɔfrɛfrɛ wɔn a wotwa mu wɔ hɔ, wɔn a wɔnam wɔn kwan so tee se,
16 hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til.
“Momma ntetekwaafo nyinaa mmra ha” ɔka kyerɛ wɔn a wonni atemmu se,
17 Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert.
“Nsu a wowia no yɛ fremfrem na aduan a wodi no ahintawee no yɛ dɛ!”
