Ordsprogene 9
1 Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller;
Sapientia ædificavit sibi domum: excidit columnas septem.
2 hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord;
Immolavit victimas suas, miscuit vinum, et proposuit mensam suam.
3 hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje:
Misit ancillas suas ut vocarent ad arcem et ad mœnia civitatis.
4 Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun:
Si quis est parvulus, veniat ad me. Et insipientibus locuta est:
5 Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet.
Venite, comedite panem meum, et bibite vinum quod miscui vobis.
6 Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej.
Relinquite infantiam, et vivite, et ambulate per vias prudentiæ.
7 Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn.
Qui erudit derisorem, ipse injuriam sibi facit, et qui arguit impium, sibi maculam generat.
8 Sæt ikke en Spotter i Rette, at han ikke skal hade dig; sæt en viis i Rette, og han skal elske dig.
Noli arguere derisorem, ne oderit te: argue sapientem, et diliget te.
9 Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lærdom.
Da sapienti occasionem, et addetur ei sapientia; doce justum, et festinabit accipere.
10 Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand.
Principium sapientiæ timor Domini, et scientia sanctorum prudentia.
11 Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vorde dig tillagte.
Per me enim multiplicabuntur dies tui, et addentur tibi anni vitæ.
12 Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene.
Si sapiens fueris, tibimetipsi eris; si autem illusor, solus portabis malum.
13 Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget.
Mulier stulta et clamosa, plenaque illecebris, et nihil omnino sciens,
14 Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje,
sedit in foribus domus suæ, super sellam in excelso urbis loco,
15 for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier;
ut vocaret transeuntes per viam, et pergentes itinere suo:
16 hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til.
Qui est parvulus declinet ad me. Et vecordi locuta est:
17 Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert.
Aquæ furtivæ dulciores sunt, et panis absconditus suavior.
