Ordsprogene 9
1 Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller;
| חׇכְמוֹת בָּנְתָה בֵיתָהּ חָצְבָה עַמּוּדֶיהָ שִׁבְעָֽה׃ |
2 hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord;
| טָבְחָה טִבְחָהּ מָסְכָה יֵינָהּ אַף עָרְכָה שֻׁלְחָנָֽהּ׃ |
3 hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje:
| שָׁלְחָה נַעֲרֹתֶיהָ תִקְרָא עַל־גַּפֵּי מְרֹמֵי קָֽרֶת׃ |
4 Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun:
| מִי־פֶתִי יָסֻר הֵנָּה חֲסַר־לֵב אָמְרָה לּֽוֹ׃ |
5 Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet.
| לְכוּ לַחֲמוּ בְֽלַחֲמִי וּשְׁתוּ בְּיַיִן מָסָֽכְתִּי׃ |
6 Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej.
| עִזְבוּ פְתָאיִם וִֽחְיוּ וְאִשְׁרוּ בְּדֶרֶךְ בִּינָֽה׃ |
7 Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn.
| יֹסֵר ׀ לֵץ לֹקֵחַֽ לוֹ קָלוֹן וּמוֹכִיחַ לְרָשָׁע מוּמֽוֹ׃ |
8 Sæt ikke en Spotter i Rette, at han ikke skal hade dig; sæt en viis i Rette, og han skal elske dig.
| אַל־תּוֹכַח לֵץ פֶּן־יִשְׂנָאֶךָּ הוֹכַח לְחָכָם וְיֶאֱהָבֶֽךָּ׃ |
9 Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lærdom.
| תֵּן לְחָכָם וְיֶחְכַּם־עוֹד הוֹדַע לְצַדִּיק וְיוֹסֶף לֶֽקַח׃ |
10 Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand.
| תְּחִלַּת חׇכְמָה יִרְאַת יְהֹוָה וְדַעַת קְדֹשִׁים בִּינָֽה׃ |
11 Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vorde dig tillagte.
| כִּי־בִי יִרְבּוּ יָמֶיךָ וְיוֹסִיפוּ לְּךָ שְׁנוֹת חַיִּֽים׃ |
12 Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene.
| אִם־חָכַמְתָּ חָכַמְתָּ לָּךְ וְלַצְתָּ לְֽבַדְּךָ תִשָּֽׂא׃ |
13 Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget.
| אֵשֶׁת כְּסִילוּת הֹמִיָּה פְּתַיּוּת וּבַל־יָדְעָה מָּֽה׃ |
14 Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje,
| וְֽיָשְׁבָה לְפֶתַח בֵּיתָהּ עַל־כִּסֵּא מְרֹמֵי קָֽרֶת׃ |
15 for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier;
| לִקְרֹא לְעֹֽבְרֵי־דָרֶךְ הַֽמְיַשְּׁרִים אֹֽרְחוֹתָֽם׃ |
16 hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til.
| מִי־פֶתִי יָסֻר הֵנָּה וַחֲסַר־לֵב וְאָמְרָה לּֽוֹ׃ |
17 Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert.
| מַֽיִם־גְּנוּבִים יִמְתָּקוּ וְלֶחֶם סְתָרִים יִנְעָֽם׃ |
