Ordsprogene 9
1 Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller;
Die Weisheit bauete ihr Haus und hieb sieben Säulen,
2 hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord;
schlachtete ihr Vieh und trug ihren Wein auf und bereitete ihren Tisch
3 hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje:
und sandte ihre Dirnen aus, zu laden oben auf die Paläste der Stadt:
4 Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun:
Wer albern ist, der mache sich hieher! Und zum Narren sprach sie:
5 Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet.
Kommt, zehret von meinem Brot und trinket des Weins, den ich schenke!
6 Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej.
Verlasset das alberne Wesen, so werdet ihr leben; und gehet auf dem Wege des Verstandes.
7 Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn.
Wer den Spötter züchtiget, der muß Schande auf sich nehmen; und wer den Gottlosen straft, der muß gehöhnet werden.
8 Sæt ikke en Spotter i Rette, at han ikke skal hade dig; sæt en viis i Rette, og han skal elske dig.
Strafe den Spötter nicht, er hasset dich; strafe den Weisen, der wird dich lieben.
9 Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lærdom.
Gib dem Weisen, so wird er noch weiser werden; lehre den Gerechten, so wird er in der Lehre zunehmen.
10 Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand.
Der Weisheit Anfang ist des HERRN Furcht; und der Verstand lehret, was heilig ist.
11 Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vorde dig tillagte.
Denn durch mich wird deiner Tage viel werden, und werden dir der Jahre des Lebens mehr werden.
12 Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene.
Bist du weise, so bist du dir weise; bist du ein Spötter, so wirst du es allein tragen.
13 Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget.
Es ist aber ein töricht, wild Weib, voll Schwätzens und weiß nichts;
14 Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje,
die sitzt in der Tür ihres Hauses auf dem Stuhl, oben in der Stadt,
15 for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier;
zu laden alle, die vorübergehen und richtig auf ihrem Wege wandeln.
16 hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til.
Wer ist albern, der mache sich hieher! Und zum Narren spricht sie:
17 Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert.
Die verstohlenen Wasser sind süß und das verborgene Brot ist niedlich.
