< Ordsprogene 9 >
1 Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller;
Die Weisheit hatte sich ein Haus gebaut und sieben Säulensitze machen lassen.
2 hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord;
Sie schlachtete ihr Vieh und mischte ihren Wein und deckte ihre Tische.
3 hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje:
Sie sandte ihre Mägde aus, um auf erhöhten Plätzen in der Stadt zu rufen:
4 Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun:
"Wer immer töricht ist, der pflege hier der Einkehr!" Wem's an Verstand gebricht, zu dem sag ich:
5 Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet.
"Kommt her, genießt von meiner Speise und trinkt den Wein, den ich gemischt!
6 Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej.
Laßt von der Torheit, daß ihr lebet, und schlagt den Weg der Einsicht ein!"
7 Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn.
Wer einen Spötter schilt, der holt sich selber Schande, wer einen Frevler tadelt, eigene Schmach.
8 Sæt ikke en Spotter i Rette, at han ikke skal hade dig; sæt en viis i Rette, og han skal elske dig.
So tadle nicht den Spötter, daß er dich nicht hasse! Doch tadle einen Weisen, dieser wird dich lieben!
9 Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lærdom.
Belehre einen Weisen! Und er wird noch weiser. Den Frommen lehr! Er mehrt sein Wissen.
10 Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand.
Der Weisheit Anfang ist die Furcht des Herrn; den Heiligen erkennen, das heißt Einsicht.
11 Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vorde dig tillagte.
"Durch mich ja werden deiner Tage viele; die Lebensjahre werden dir sich mehren.
12 Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene.
Bist du jetzt weise, bist du weise dir zum Besten; bist du ein Spötter, hast du es allein zu tragen."
13 Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget.
Das Weib der Torheit schwatzt nur dummes Zeug; unwissend ist es.
14 Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje,
Sie sitzt an ihres Hauses Pforte, auf einem Sessel, fern dem Herzen ihrer Stadt,
15 for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier;
um denen zuzurufen, die des Weges ziehen und auf den Pfaden fürbaß schreiten:
16 hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til.
"Wer immer töricht ist, der pflege hier der Einkehr!" Wem's an Verstand gebricht, zu dem möcht ich jetzt sagen:
17 Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert.
"Gestohlen Wasser, das ist fein; verboten Brot - ein süßes Brot!"
18 Men han ved ikke, at der er Dødninger der; de, som ere indbudne af hende, ere i Dødsrigets Dyb. (Sheol )
Und er weiß nicht, daß dort die Schatten hausen, daß ihre Gäste in der Hölle Abgrund kommen. (Sheol )