Ordsprogene 8
1 Mon ikke Visdommen raaber, og Forstanden opløfter sin Røst?
Tie: Nyansa refrɛ. Nteaseɛ ma ne nne so.
2 Paa Toppen af Højene ved Vejen, midt paa Stierne staar den;
Ɛkwan no so, sorɔnsorɔmmea hɔ, nkwantanan no so, ɛhɔ na ɛgyina,
3 ved Siden af Portene, ved Udgangen af Staden, ved Indgangen til Portene raaber den:
apono a ɛkɔ kuropɔn no mu ho, ɛteam wɔ aboboano hɔ sɛ,
4 Til eder, I Mænd, vil jeg raabe, og min Røst lyde til Menneskens Børn.
“Ao, mo mmarimma na meteam mefrɛ; meteam frɛ adasamma nyinaa.
5 I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.
Mo a moyɛ ntetekwaa, mo mma mo ani nte; mo a moyɛ nkwaseafoɔ, monnya nteaseɛ.
6 Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting og aabne mine Læber med Retvished.
Montie, na mewɔ nsɛm pa bi ka kyerɛ mo; mebue mʼano ka deɛ ɛyɛ.
7 Thi min Gane taler Sandhed, og Ugudelighed er en Vederstyggelighed for mine Læber.
Mʼano ka deɛ ɛyɛ nokorɛ, ɛfiri sɛ mʼanofafa kyiri amumuyɛsɛm.
8 I Retfærdighed ere alle min Munds Ord; der er intet fordrejet eller forvendt i dem.
Mʼano mu nsɛm nyinaa yɛ pɛ; ebiara nni mu a ɛyɛ nkontompo anaa nnaadaasɛm.
9 De ere alle rette for den forstandige og ligefremme for dem, som finde Kundskab.
Ne nyinaa mu da hɔ ma deɛ ɔwɔ nhunumu; ɛho nni asɛm ma wɔn a wɔwɔ nimdeɛ.
10 Tager imod min Undervisning og ikke imod Sølv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld.
Mompo dwetɛ na momfa mʼakwankyerɛ, momfa nimdeɛ na mompo sikakɔkɔɔ amapa.
11 Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den.
Ɛfiri sɛ nimdeɛ som bo sene mmota, na wɔrentumi mfa deɛ wopɛ biara ntoto ho.
12 Jeg, Visdommen, jeg har taget Bolig i Vidskab og besidder Kundskab om kløgtige Raad.
“Me, nyansa, mene aniteɛ na ɛteɛ; nimdeɛ ne nhunumu wɔ me.
13 Herrens Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg.
Sɛ wɔsuro Awurade ɛne sɛ wɔkyiri bɔne; mekyiri ahantan ne ahomasoɔ, ɔbra bɔne ne nnaadaasɛm.
14 Raad og hvad der har Bestand, hører mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til.
Afotuo ne atemmuo pa wɔ me; mewɔ nteaseɛ ne tumi.
15 Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret.
Me so na ahemfo nam di adeɛ na sodifoɔ nam me so hyehyɛ mmara a ɛyɛ pɛ;
16 Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden.
Mmapɔmma de me bu ɔman ne atitire nyinaa a wɔdi asase so ɔhene.
17 Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig.
Medɔ wɔn a wɔdɔ me, na wɔn a wɔhwehwɛ me no hunu me.
18 Rigdom og Ære er hos mig, varigt Gods og Retfærdighed.
Ahonyadeɛ ne animuonyam wɔ me nkyɛn, ahodeɛ a ɛkyɛre ne yiedie nso saa ara.
19 Min Frugt er bedre end Guld og ædelt Malm, og at vinde mig er bedre end udsøgt Sølv.
Mʼaba yɛ sene sikakɔkɔɔ amapa; deɛ ɛfiri me mu boro dwetɛ a wɔasɔne so so.
20 Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,
Tenenee akwan so na menam atɛntenenee akwan so,
21 til at lade dem, som elske mig, arve varigt godt og til at fylde deres Forraadskamre.
mede ahodeɛ ma wɔn a wɔdɔ me na mehyɛ wɔn adekoradan ma ma.
22 Herren ejede mig som sin Vejs Begyndelse, forud for sine Gerninger, fra fordums Tid.
“Awurade bɔɔ me sɛ nʼabɔdeɛ mu abakan dii ne tete nneyɛɛ anim;
23 Fra Evighed er jeg indsat, fra det første af, før Jorden var.
ɔyii me sii hɔ firi tete, ansa na ewiase rehyɛ aseɛ.
24 Da Afgrundene endnu ikke vare, er jeg født, da Kilderne, som have meget Vand, ikke vare til.
Wɔwoo me ansa na wɔrebɔ ɛpo kakraka no ansa na wɔreyɛ nsutire a nsuo ahyɛ no ma no;
25 Før Bjergene bleve nedsænkede, før Højene bleve til, er jeg født.
ansa na wɔde mmepɔ resisi hɔ, wɔwoo me ansa na nkokoɔ reba,
26 Han havde endnu ikke skabt Jorden eller Markerne eller det første af Jordens Støv.
ansa na ɔbɔɔ asase ne ne mfuo anaa dɔteɛ biara a ɛwɔ asase soɔ.
27 Der han beredte Himlene, da var jeg der, der han slog en Kreds oven over Afgrunden;
Mewɔ hɔ ansa na wɔbɔɔ soro, ɛberɛ a ɔtwaa hyeɛ too ebunu no ani no,
28 der han befæstede Skyerne heroventil, der Afgrundens Kilder fik deres faste Sted;
ɛberɛ a ɔbɔɔ omununkum wɔ soro na ɔde ebunu mu nsutire tintim hɔ denden no,
29 der han satte Havet dets Grænse, at Vandene ikke skulde overtræde hans Befaling, der han lagde Jordens Grundvold:
ɛberɛ a ɔtwaa hyeɛ maa ɛpo sɛdeɛ nsuo no rentra ne hyeɛ, ne ɛberɛ a ɔtwaa asase fapem no,
30 Da var jeg hos ham som Kunstnerinde, og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle Tider;
na meyɛ odwumfoɔ a mete ne nkyɛn. Anigyeɛ hyɛɛ me ma daa na medii ahurisie wɔ nʼanim ɛberɛ biara,
31 jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn.
na mʼani gye wɔ ne ewiase nyinaa mu na mʼani ka wɔ adasamma mu.
32 Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje.
“Enti me mma, montie me; nhyira ne wɔn a wɔnante mʼakwan so.
33 Hører Undervisning og bliver vise, og lader den ikke fare!
Montie mʼakwankyerɛ na monhunu nyansa; mommu mo ani nngu so.
34 Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligt vaager ved mine Døre og tager Vare paa mine Dørstolper.
Nhyira ne onipa a ɔtie me, ɔwɛn mʼaboboano daa, na ɔtwɛn wɔ hɔ.
35 Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos Herren.
Na obiara a ɔhunu me no nya nkwa na ɔnya anisɔ firi Awurade nkyɛn.
36 Men hvo, som synder imod mig, skader sin Sjæl; alle, som mig hade, elske Døden.
Na deɛ woanhwehwɛ me no ha ne ho na wɔn a wɔtane me no dɔ owuo.”
