< Ordsprogene 8 >

1 Mon ikke Visdommen raaber, og Forstanden opløfter sin Røst?
¿No clama la sabiduría, Y el entendimiento hace oír su voz?
2 Paa Toppen af Højene ved Vejen, midt paa Stierne staar den;
En las cimas de las alturas junto al camino, En las encrucijadas de los senderos, allí está ella.
3 ved Siden af Portene, ved Udgangen af Staden, ved Indgangen til Portene raaber den:
Junto a las puertas, en la entrada de la ciudad, En el acceso a las puertas, ella da voces:
4 Til eder, I Mænd, vil jeg raabe, og min Røst lyde til Menneskens Børn.
¡Oh hombres, a ustedes clamo! Mi voz se dirige a los hijos de los hombres.
5 I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.
Oh simples, aprendan prudencia. Y ustedes, insensatos, dispongan su corazón.
6 Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting og aabne mine Læber med Retvished.
Escuchen, porque diré cosas excelentes, Y abriré mis labios para cosas rectas.
7 Thi min Gane taler Sandhed, og Ugudelighed er en Vederstyggelighed for mine Læber.
Mi boca pronunciará verdad. La maldad es repugnancia para mis labios.
8 I Retfærdighed ere alle min Munds Ord; der er intet fordrejet eller forvendt i dem.
Todas las palabras de mi boca son con justicia. En ellas nada hay torcido o perverso.
9 De ere alle rette for den forstandige og ligefremme for dem, som finde Kundskab.
Son claras para el que entiende Y rectas para los que hallan el conocimiento.
10 Tager imod min Undervisning og ikke imod Sølv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld.
Reciban mi enseñanza y no plata, Conocimiento, mejor que oro fino.
11 Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den.
Pues mejor es la sabiduría que las perlas. Nada de lo que desees podrá compararse con ella.
12 Jeg, Visdommen, jeg har taget Bolig i Vidskab og besidder Kundskab om kløgtige Raad.
Yo, la sabiduría, moro con la prudencia, Y descubro el conocimiento y la discreción.
13 Herrens Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg.
El temor a Yavé es aborrecer el mal. Aborrezco la soberbia, la arrogancia, el mal camino y la boca perversa.
14 Raad og hvad der har Bestand, hører mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til.
Mío es el consejo y la eficiente sabiduría. Mía es la inteligencia y mía la valentía.
15 Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret.
Por mí reinan los reyes, Y los magistrados administran justicia.
16 Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden.
Por mí gobiernan los príncipes Y los nobles que juzgan la tierra.
17 Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig.
Yo amo a los que me aman. Me hallan los que temprano me buscan.
18 Rigdom og Ære er hos mig, varigt Gods og Retfærdighed.
Las riquezas y la honra están conmigo, Riquezas y justicia perdurables.
19 Min Frugt er bedre end Guld og ædelt Malm, og at vinde mig er bedre end udsøgt Sølv.
Mi fruto es mejor que el oro, Aun que el oro puro, Y mi ganancia mejor que la plata escogida.
20 Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,
Yo ando por camino de justicia, Por los senderos de equidad,
21 til at lade dem, som elske mig, arve varigt godt og til at fylde deres Forraadskamre.
Para hacer que los que me aman obtengan su heredad. Y para que yo llene sus tesoros.
22 Herren ejede mig som sin Vejs Begyndelse, forud for sine Gerninger, fra fordums Tid.
Yavé me poseía en el principio, Ya de antiguo, antes de sus obras.
23 Fra Evighed er jeg indsat, fra det første af, før Jorden var.
Eternamente estaba establecida, Antes de haber tierra.
24 Da Afgrundene endnu ikke vare, er jeg født, da Kilderne, som have meget Vand, ikke vare til.
Nací antes que existieran los océanos, Antes que existieran las fuentes de muchas aguas.
25 Før Bjergene bleve nedsænkede, før Højene bleve til, er jeg født.
Antes que las montañas fueran fundadas, Antes de las colinas, fui yo engendrada.
26 Han havde endnu ikke skabt Jorden eller Markerne eller det første af Jordens Støv.
Cuando Él no había hecho la tierra, ni los campos, Ni el primer polvo del mundo.
27 Der han beredte Himlene, da var jeg der, der han slog en Kreds oven over Afgrunden;
Cuando estableció los cielos, allí estaba yo. Cuando trazó el horizonte sobre la superficie del océano,
28 der han befæstede Skyerne heroventil, der Afgrundens Kilder fik deres faste Sted;
Cuando afirmó los cielos arriba, Cuando afirmó las fuentes del océano,
29 der han satte Havet dets Grænse, at Vandene ikke skulde overtræde hans Befaling, der han lagde Jordens Grundvold:
Cuando señaló al mar su estatuto, Para que las aguas no traspasaran su mandato, Cuando estableció los fundamentos de la tierra,
30 Da var jeg hos ham som Kunstnerinde, og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle Tider;
Yo estaba junto a Él como arquitecto. Diariamente era su deleite. Me regocijaba ante Él siempre.
31 jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn.
Me regocijaba en su tierra habitada, Y tenía mi deleite con los hijos de los hombres.
32 Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje.
Ahora pues, hijos, escúchenme. Inmensamente felices los que guardan mis caminos.
33 Hører Undervisning og bliver vise, og lader den ikke fare!
Atiendan la instrucción, sean sabios Y no la menosprecien.
34 Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligt vaager ved mine Døre og tager Vare paa mine Dørstolper.
¡Inmensamente feliz es el hombre que me escucha, Que vigila en mis portones cada día, Que espera en el umbral de mis entradas!
35 Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos Herren.
Porque el que me halla, Halla la vida y alcanza el favor de Yavé.
36 Men hvo, som synder imod mig, skader sin Sjæl; alle, som mig hade, elske Døden.
Pero el que peca contra mí, defrauda su propia alma. Todos los que me aborrecen aman la muerte.

< Ordsprogene 8 >