Ordsprogene 8
1 Mon ikke Visdommen raaber, og Forstanden opløfter sin Røst?
Ruft nicht die Weisheit, und die Klugheit läßt sich hören?
2 Paa Toppen af Højene ved Vejen, midt paa Stierne staar den;
Öffentlich am Wege und an der Straße steht sie.
3 ved Siden af Portene, ved Udgangen af Staden, ved Indgangen til Portene raaber den:
An den Toren bei der Stadt, da man zur Tür eingeht, schreit sie:
4 Til eder, I Mænd, vil jeg raabe, og min Røst lyde til Menneskens Børn.
O ihr Männer, ich schreie zu euch und rufe den Leuten.
5 I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.
Merkt, ihr Unverständigen, auf Klugheit und, ihr Toren, nehmt es zu Herzen!
6 Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting og aabne mine Læber med Retvished.
Höret, denn ich will reden, was fürstlich ist, und lehren, was recht ist.
7 Thi min Gane taler Sandhed, og Ugudelighed er en Vederstyggelighed for mine Læber.
Denn mein Mund soll die Wahrheit reden, und meine Lippen sollen hassen, was gottlos ist.
8 I Retfærdighed ere alle min Munds Ord; der er intet fordrejet eller forvendt i dem.
Alle Reden meines Mundes sind gerecht; es ist nichts Verkehrtes noch falsches darin.
9 De ere alle rette for den forstandige og ligefremme for dem, som finde Kundskab.
Sie sind alle gerade denen, die sie verstehen, und richtig denen, die es annehmen wollen.
10 Tager imod min Undervisning og ikke imod Sølv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld.
Nehmet an meine Zucht lieber denn Silber, und die Lehre achtet höher denn köstliches Gold.
11 Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den.
Denn Weisheit ist besser als Perlen; und alles, was man wünschen mag, kann ihr nicht gleichen.
12 Jeg, Visdommen, jeg har taget Bolig i Vidskab og besidder Kundskab om kløgtige Raad.
Ich, Weisheit, wohne bei der Klugheit und weiß guten Rat zu geben.
13 Herrens Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg.
Die Furcht des HERRN haßt das Arge, die Hoffart, den Hochmut und bösen Weg; und ich bin feind dem verkehrten Mund.
14 Raad og hvad der har Bestand, hører mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til.
Mein ist beides, Rat und Tat; ich habe Verstand und Macht.
15 Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret.
Durch mich regieren die Könige und setzen die Ratsherren das Recht.
16 Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden.
Durch mich herrschen die Fürsten und alle Regenten auf Erden.
17 Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig.
Ich liebe, die mich lieben; und die mich frühe suchen, finden mich.
18 Rigdom og Ære er hos mig, varigt Gods og Retfærdighed.
Reichtum und Ehre ist bei mir, währendes Gut und Gerechtigkeit.
19 Min Frugt er bedre end Guld og ædelt Malm, og at vinde mig er bedre end udsøgt Sølv.
Meine Frucht ist besser denn Gold und feines Gold und mein Ertrag besser denn auserlesenes Silber.
20 Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,
Ich wandle auf dem rechten Wege, auf der Straße des Rechts,
21 til at lade dem, som elske mig, arve varigt godt og til at fylde deres Forraadskamre.
daß ich wohl versorge, die mich lieben, und ihre Schätze vollmache.
22 Herren ejede mig som sin Vejs Begyndelse, forud for sine Gerninger, fra fordums Tid.
Der HERR hat mich gehabt im Anfang seiner Wege; ehe er etwas schuf, war ich da.
23 Fra Evighed er jeg indsat, fra det første af, før Jorden var.
Ich bin eingesetzt von Ewigkeit, von Anfang, vor der Erde.
24 Da Afgrundene endnu ikke vare, er jeg født, da Kilderne, som have meget Vand, ikke vare til.
Da die Tiefen noch nicht waren, da war ich schon geboren, da die Brunnen noch nicht mit Wasser quollen.
25 Før Bjergene bleve nedsænkede, før Højene bleve til, er jeg født.
Ehe denn die Berge eingesenkt waren, vor den Hügeln war ich geboren,
26 Han havde endnu ikke skabt Jorden eller Markerne eller det første af Jordens Støv.
da er die Erde noch nicht gemacht hatte und was darauf ist, noch die Berge des Erdbodens.
27 Der han beredte Himlene, da var jeg der, der han slog en Kreds oven over Afgrunden;
Da er die Himmel bereitete, war ich daselbst, da er die Tiefe mit seinem Ziel faßte.
28 der han befæstede Skyerne heroventil, der Afgrundens Kilder fik deres faste Sted;
Da er die Wolken droben festete, da er festigte die Brunnen der Tiefe,
29 der han satte Havet dets Grænse, at Vandene ikke skulde overtræde hans Befaling, der han lagde Jordens Grundvold:
da er dem Meer das Ziel setzte und den Wassern, daß sie nicht überschreiten seinen Befehl, da er den Grund der Erde legte:
30 Da var jeg hos ham som Kunstnerinde, og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle Tider;
da war ich der Werkmeister bei ihm und hatte meine Lust täglich und spielte vor ihm allezeit
31 jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn.
und spielte auf seinem Erdboden, und meine Lust ist bei den Menschenkindern.
32 Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje.
So gehorchet mir nun, meine Kinder. Wohl denen, die meine Wege halten!
33 Hører Undervisning og bliver vise, og lader den ikke fare!
Höret die Zucht und werdet weise und lasset sie nicht fahren.
34 Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligt vaager ved mine Døre og tager Vare paa mine Dørstolper.
Wohl dem Menschen, der mir gehorcht, daß er wache an meiner Tür täglich, daß er warte an den Pfosten meiner Tür.
35 Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos Herren.
Wer mich findet, der findet das Leben und wird Wohlgefallen vom HERRN erlangen.
36 Men hvo, som synder imod mig, skader sin Sjæl; alle, som mig hade, elske Døden.
Wer aber an mir sündigt, der verletzt seine Seele. Alle, die mich hassen, lieben den Tod.
