Ordsprogene 8
1 Mon ikke Visdommen raaber, og Forstanden opløfter sin Røst?
Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?
2 Paa Toppen af Højene ved Vejen, midt paa Stierne staar den;
Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;
3 ved Siden af Portene, ved Udgangen af Staden, ved Indgangen til Portene raaber den:
ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:
4 Til eder, I Mænd, vil jeg raabe, og min Røst lyde til Menneskens Børn.
Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.
5 I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.
I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!
6 Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting og aabne mine Læber med Retvished.
Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;
7 Thi min Gane taler Sandhed, og Ugudelighed er en Vederstyggelighed for mine Læber.
ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.
8 I Retfærdighed ere alle min Munds Ord; der er intet fordrejet eller forvendt i dem.
Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;
9 De ere alle rette for den forstandige og ligefremme for dem, som finde Kundskab.
de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt
10 Tager imod min Undervisning og ikke imod Sølv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld.
Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;
11 Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den.
thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den
12 Jeg, Visdommen, jeg har taget Bolig i Vidskab og besidder Kundskab om kløgtige Raad.
Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.
13 Herrens Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg.
HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.
14 Raad og hvad der har Bestand, hører mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til.
Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.
15 Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret.
Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;
16 Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden.
ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.
17 Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig.
Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.
18 Rigdom og Ære er hos mig, varigt Gods og Retfærdighed.
Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.
19 Min Frugt er bedre end Guld og ædelt Malm, og at vinde mig er bedre end udsøgt Sølv.
Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.
20 Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,
Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier
21 til at lade dem, som elske mig, arve varigt godt og til at fylde deres Forraadskamre.
for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.
22 Herren ejede mig som sin Vejs Begyndelse, forud for sine Gerninger, fra fordums Tid.
Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;
23 Fra Evighed er jeg indsat, fra det første af, før Jorden var.
jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;
24 Da Afgrundene endnu ikke vare, er jeg født, da Kilderne, som have meget Vand, ikke vare til.
jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;
25 Før Bjergene bleve nedsænkede, før Højene bleve til, er jeg født.
førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,
26 Han havde endnu ikke skabt Jorden eller Markerne eller det første af Jordens Støv.
førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.
27 Der han beredte Himlene, da var jeg der, der han slog en Kreds oven over Afgrunden;
Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.
28 der han befæstede Skyerne heroventil, der Afgrundens Kilder fik deres faste Sted;
Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,
29 der han satte Havet dets Grænse, at Vandene ikke skulde overtræde hans Befaling, der han lagde Jordens Grundvold:
da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,
30 Da var jeg hos ham som Kunstnerinde, og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle Tider;
da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,
31 jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn.
leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.
32 Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje.
Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!
33 Hører Undervisning og bliver vise, og lader den ikke fare!
Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!
34 Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligt vaager ved mine Døre og tager Vare paa mine Dørstolper.
Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.
35 Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos Herren.
Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;
36 Men hvo, som synder imod mig, skader sin Sjæl; alle, som mig hade, elske Døden.
men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.
