Ordsprogene 7
1 Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig.
Mwanakomana wangu, chengeta mashoko angu ugoviga mirayiro yangu mauri.
2 Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten.
Chengeta mirayiro yangu ugorarama; uchengete dzidziso dzangu semboni yeziso rako.
3 Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle!
Uzvisungirire paminwe yako; uzvinyore pahwendefa yomwoyo wako.
4 Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding;
Uti kuuchenjeri, “Uri hanzvadzi yangu,” uye uti kunzwisisa ndiyo hama yako;
5 for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte.
zvichakuchengeta kure nomukadzi chifeve; kubva pamudzimai asingazvibati anokwezva namashoko ake.
6 Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter;
Napawindo remba yangu ndakatarira panze nomumagirazi.
7 og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske, som fattedes Forstand,
Ndakaona pakati pavasina mano ndikacherechedza pakati pamajaya, rimwe jaya rakanga risina njere.
8 og han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus,
Rakanga richidzika nomugwagwa pedyo nepakona yomukadzi uya, richifamba rakananga kumba kwake,
9 i Tusmørket om Aftenen efter Dagen, midt i Natten og Mørket.
panguva yorubvunzavaeni, zuva ravira, kunze kwosviba.
10 Og se, en Kvinde mødte ham i Horesmykke og underfundig i Hjertet,
Ipapo mukadzi akabuda kuzosangana naye, akapfeka sechifeve uye azere nounyengeri.
11 støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus.
Anotaura noruzha uye anozvikudza, tsoka dzake hadzigari pamba;
12 Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner.
imwe nguva ari munzira, imwe nguva ari pazvivara. Anorindira pamakona ose.
13 Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham:
Akamubata ndokumutsvoda, uye nechiso chisina nyadzi akati:
14 Der paalaa mig Takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter;
“Ndine zvipiriso zvokuwadzana kumba kwangu; nhasi ndazadzisa mhiko dzangu.
15 derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig.
Saka ndauya kuzosangana newe; ndanga ndichikutsvaka, zvino ndazokuwana!
16 Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten;
Ndawaridza mubhedha wangu machira ane mavara, anobva kuIjipiti.
17 jeg har overstænket min Seng med Myrra. Aloe og Kanel;
Ndasasa zvinonhuhwira pamubhedha wangu, zvinoti: mura, gavakava nesinamoni.
18 kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov;
Uya, tinwe tigute norudo kusvikira mangwanani; ngatifare zvedu norudo!
19 thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort;
Murume wangu haako kumba, akafamba rwendo rurefu.
20 han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.
Akatakura homwe yake izere nemari uye haangadzoki kumba kusvikira pajenaguru.”
21 Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
Namashoko okunyengetedza akamutsausa; akamukwezva nokutaura kwake kunonyengera.
22 Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse,
Pakarepo akamutevera senzombe inoenda kundobayiwa, senondo inopinda mumusungo,
23 indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv.
kusvikira museve wabaya chiropa chake, seshiri inokurumidza kupinda muugombe, asingazivi kuti zvichamuurayisa.
24 Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!
Saka zvino, vanakomana vangu, teererai kwandiri; nyatsoteererai zvandinotaura.
25 Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
Usarega mwoyo wako uchitsaukira kunzira dzake, kana kurasikira pamakwara ake.
26 thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget.
Vazhinji vakakuvadzwa naye vakawisirwa pasi; vaakauraya vakawanda kwazvo.
