Ordsprogene 7
1 Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig.
Sine, èuvaj rijeèi moje, i zapovijesti moje sahrani kod sebe.
2 Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten.
Èuvaj zapovijesti moje i biæeš živ, i nauku moju kao zjenicu oèiju svojih.
3 Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle!
Priveži ih sebi na prste, napiši ih na ploèi srca svojega.
4 Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding;
Reci mudrosti: sestra si mi; i prijateljicom zovi razboritost,
5 for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte.
Da bi te èuvala od žene tuðe, od tuðinke, koja laska rijeèima.
6 Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter;
Jer s prozora doma svojega kroz rešetku gledah,
7 og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske, som fattedes Forstand,
I vidjeh meðu ludima, opazih meðu djecom bezumna mladiæa,
8 og han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus,
Koji iðaše ulicom pokraj ugla njezina, i koraèaše putem ka kuæi njezinoj,
9 i Tusmørket om Aftenen efter Dagen, midt i Natten og Mørket.
U sumrak, uveèe, kad se unoæa i smrèe;
10 Og se, en Kvinde mødte ham i Horesmykke og underfundig i Hjertet,
A gle, srete ga žena u odijelu kurvinskom i lukava srca,
11 støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus.
Plaha i pusta, kojoj noge ne mogu stajati kod kuæe,
12 Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner.
Sad na polju, sad na ulici, kod svakoga ugla vrebaše.
13 Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham:
I uhvati ga, i poljubi ga, i bezobrazno reèe mu:
14 Der paalaa mig Takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter;
Imam žrtve zahvalne, danas izvrših zavjete svoje;
15 derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig.
Zato ti izidoh na susret da te tražim, i naðoh te.
16 Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten;
Nastrla sam odar svoj pokrivaèima vezenijem i prostirkama Misirskim.
17 jeg har overstænket min Seng med Myrra. Aloe og Kanel;
Okadila sam postelju svoju smirnom, alojem i cimetom.
18 kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov;
Hajde da se opijamo ljubavlju do zore, da se veselimo milovanjem.
19 thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort;
Jer mi muž nije kod kuæe, otišao je na put daljni,
20 han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.
Uzeo je sa sobom tobolac novèani, vratiæe se kuæi u odreðeni dan.
21 Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
Navrati ga mnogim rijeèima, glatkim usnama odvuèe ga.
22 Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse,
Otide za njom odmah kao što vo ide na klanje i kao bezumnik u puto da bude karan,
23 indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv.
Dokle mu strijela ne probije jetru, kao što ptica leti u zamku ne znajuæi da joj je o život.
24 Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!
Zato dakle, djeco, poslušajte me, i pazite na rijeèi usta mojih.
25 Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
Nemoj da zastranjuje srce tvoje na putove njezine, nemoj lutati po stazama njezinijem.
26 thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget.
Jer je mnoge ranila i oborila, i mnogo je onijeh koje je sve pobila.
