Ordsprogene 7
1 Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig.
Min Søn, vogt dig mine Ord, mine Bud maa du gemme hos dig;
2 Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten.
vogt mine Bud, saa skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
3 Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle!
bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle,
4 Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding;
sig til Visdommen: »Du er min Søster!« og kald Forstanden Veninde,
5 for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte.
at den maa vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
6 Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter;
Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
7 og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske, som fattedes Forstand,
og blandt de tankeløse saa jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
8 og han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus,
han gik paa Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem paa Vej til hendes Hus
9 i Tusmørket om Aftenen efter Dagen, midt i Natten og Mørket.
i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
10 Og se, en Kvinde mødte ham i Horesmykke og underfundig i Hjertet,
Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
11 støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus.
løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
12 Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner.
snart paa Gader, snart paa Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;
13 Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham:
hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
14 Der paalaa mig Takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter;
»Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
15 derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig.
gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
16 Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten;
Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,
17 jeg har overstænket min Seng med Myrra. Aloe og Kanel;
jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
18 kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov;
kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
19 thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort;
Thi Manden er ikke hjemme, paa Langfærd er han draget;
20 han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.
Pengepungen tog han med, ved Fuldmaane kommer han hjem!«
21 Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
22 Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse,
tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
23 indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv.
til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
24 Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!
Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
25 Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild paa hendes Stier;
26 thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget.
thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
