Ordsprogene 7
1 Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig.
Ka capa, ka lawk hah hringkhai nateh, kaie kâpoelawknaw hah na thung vah pâkuem haw.
2 Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten.
Kaie kâpoelawk hah, pâkuem nateh, hringkhai haw. Hahoi, Kaie kâpoelawknaw hah na mitmu patetlah ring haw.
3 Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle!
Na kutdawnnaw dawk pâkhit nateh, na lungthin dawkvah thut haw.
4 Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding;
Lungangnae koevah, ka tawncanu lah na o tet nateh, thaipanueknae hah na tawncanu patetlah pouk haw.
5 for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte.
Het niyah napui kahawihoehnaw koehoi na hlout sak vaiteh, lawk radip lawk pâhnan naw koehoi na ring han.
6 Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter;
Kama im e hlalangaw dawk hoi ka khet boteh,
7 og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske, som fattedes Forstand,
Kamawngrame thung dawk, nawsai buet touh hah tanglanaw rahak vah ka hmu.
8 og han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus,
Hote napui aonae lamtakin koe a pha awh toteh, ahni im lah ceinae lamtalawi hah a dawn.
9 i Tusmørket om Aftenen efter Dagen, midt i Natten og Mørket.
Tangmin karumsaning a pha toteh,
10 Og se, en Kvinde mødte ham i Horesmykke og underfundig i Hjertet,
hawvah, hak kamthoup niteh, ka kâyawt e napui ni a kâhmo.
11 støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus.
Hote napui teh a im vah duem kaawm thai hoeh e, a lungkatang e lah ao.
12 Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner.
Lamthung hoi lam takin koe ao teh tamipueng hah ouk a pawp.
13 Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham:
A takawi teh, tang a paco Lungpuennae awm laipalah, hettelah a dei.
14 Der paalaa mig Takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter;
Roum thueng hane ka tawn. Sahnin ka lawkkam ka kuep sak han.
15 derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig.
Hatdawkvah nang dawn hanelah ka tho. Na tawng teh na kâhmo toe.
16 Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten;
Ka ikhun dawk a meikahawi poung e hni Izip lukkarei a em kaawm e sut ka phai toe.
17 jeg har overstænket min Seng med Myrra. Aloe og Kanel;
Ka ikhun teh, murah hoi aloe, nakzik hmuitui hoi ka pathoup toe.
18 kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov;
Tho haw, khodai totouh, lungpatawnae lahoi phaibongcito roi sei.
19 thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort;
Bangkongtetpawiteh, ka vâ teh im vah awm hoeh. Tangkabom a sin teh, kho hlanae koe kahlawng yo a cei toe.
20 han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.
Thapa a kamhluem to doeh tho ti toe telah atipouh.
21 Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
Lawkdeithoumnae ni a tâ teh, lawk pâhnan hoi a tacuek thai
22 Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse,
Maitotan ni moi theinae koe a pâtam e patetlah thoseh, sayuk ni a lungthin pala ni a cusin hoehnahlan karap coungroe e patetlah thoseh,
23 indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv.
Tava ni a due nahanelah patung e tangkam a panue hoeh teh, karanglah a kâen e patetlah thoseh, thoundoun teh hote napui hnuk tang a kâbang.
24 Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!
Hatdawkvah, ka capanaw, ka lawk heh tarawi awh nateh, ka dei e lawk hah kahawicalah pouk awh.
25 Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
Na lungthin hah hote napui koelah, kamlang sak hanh, a dawn e lam dawk dawn hanh.
26 thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget.
Bangkongtetpawiteh, tami moikapap hmâ a paca teh, athakaawme tami moikapap a kamlei sak toe.
