Ordsprogene 6
1 Min Søn! dersom du er gaaet i Borgen hos din Næste, har givet Haandslag til den fremmede;
My son! if thou hast been surety for thy friend, Hast stricken for a stranger thy hand,
2 har du bundet dig ved din Munds Ord, ladet dig fange ved din Mands Ord:
Hast been snared with sayings of thy mouth, Hast been captured with sayings of thy mouth,
3 Saa gør dog dette, min Søn! og red dig, fordi du er kommen i din Næstes Haand: Gak, nedkast dig for hans Fødder, og træng ind paa din Næste!
Do this now, my son, and be delivered, For thou hast come into the hand of thy friend. Go, trample on thyself, and strengthen thy friend,
4 Tilsted ikke dine Øjne at sove eller dine Øjenlaage at slumre.
Give not sleep to thine eyes, And slumber to thine eyelids,
5 Fri dig som en Raa af Jægerens Haand og som en Fugl af Fuglefængerens Haand.
Be delivered as a roe from the hand, And as a bird from the hand of a fowler.
6 Du lade! gak til Myren, se dens Veje, og bliv viis.
Go unto the ant, O slothful one, See her ways and be wise;
7 Skønt den ikke har nogen Fyrste, Foged eller Hersker,
Which hath not captain, overseer, and ruler,
8 bereder den om Sommeren sin Mad, den samler om Høsten sin Spise.
She doth prepare in summer her bread, She hath gathered in harvest her food.
9 Du lade! hvor længe vil du ligge? naar vil du staa op af din Søvn?
Till when, O slothful one, dost thou lie? When dost thou arise from thy sleep?
10 Sov lidt endnu, blund lidt, fold Hænderne lidt for at hvile:
A little sleep, a little slumber, A little clasping of the hands to rest,
11 Saa skal din Armod komme som en Landstryger og din Trang som skjoldvæbnet Mand.
And thy poverty hath come as a traveller, And thy want as an armed man.
12 Et nedrigt Menneske, en uretfærdig Mand er den, som gaar med en vanartig Mund;
A man of worthlessness, a man of iniquity, Walking [with] perverseness of mouth,
13 den, som giver Vink med sine Øjne, gør Tegn med sine Fødder, peger med sine Fingre;
Winking with his eyes, speaking with his feet, Directing with his fingers,
14 den, som har forvendte Ting i sit Hjerte og optænker ondt til hver Tid og kommer Trætter af Sted.
Frowardness [is] in his heart, devising evil at all times, Contentions he sendeth forth.
15 Derfor skal hans Ulykke komme hastelig, han skal snart sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være.
Therefore suddenly cometh his calamity, Instantly he is broken — and no healing.
16 Disse seks Stykker hader Herren, og de syv ere en Vederstyggelighed for hans Sjæl:
These six hath Jehovah hated, Yea, seven [are] abominations to His soul.
17 Stolte Øjne, en løgnagtig Tunge og Hænder, som udgyde den uskyldiges Blod;
Eyes high — tongues false — And hands shedding innocent blood —
18 et Hjerte, som optænker uretfærdige Tanker; Fødder, som haste med at løbe til det onde;
A heart devising thoughts of vanity — Feet hasting to run to evil —
19 den, der som falsk Vidne taler Løgn; og den, som kommer Trætter af Sted imellem Brødre.
A false witness [who] doth breathe out lies — And one sending forth contentions between brethren.
20 Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov.
Keep, my son, the command of thy father, And leave not the law of thy mother.
21 Knyt dem til dit Hjerte for stedse, bind dem om din Hals!
Bind them on thy heart continually, Tie them on thy neck.
22 Naar du vandrer, skal den lede dig, naar du lægger dig, skal den bevare dig, og naar du opvaagner, skal den tale til dig.
In thy going up and down, it leadeth thee, In thy lying down, it watcheth over thee, And thou hast awaked — it talketh [with] thee.
23 Thi Budet er en Lampe og Loven et Lys, og Undervisningens Revselse er Vej til Livet;
For a lamp [is] the command, And the law a light, And a way of life [are] reproofs of instruction,
24 at den maa bevare dig fra en ond Kvinde, fra en fremmed Tunges Sledskhed.
To preserve thee from an evil woman, From the flattery of the tongue of a strange woman.
25 Begær ikke hendes Dejlighed i dit Hjerte, og lad hende ikke indtage dig med sine Øjenlaage!
Desire not her beauty in thy heart, And let her not take thee with her eyelids.
26 Thi for en Skøges Skyld gælder det kun om et Stykke Brød, men en anden Mands Hustru fanger den dyrebare Sjæl.
For a harlot consumeth unto a cake of bread, And an adulteress the precious soul hunteth.
27 Mon nogen kan tage Ild i sin Barm, uden at hans Klæder brændes op?
Doth a man take fire into his bosom, And are his garments not burnt?
28 Eller mon nogen kan gaa paa Gløder, uden at hans Fødder brændes?
Doth a man walk on the hot coals, And are his feet not scorched?
29 Saa sker det ham, som gaar ind til sin Næstes Hustru; ingen, som rører hende, slipper fri for Straf.
So [is] he who hath gone in unto the wife of his neighbour, None who doth touch her is innocent.
30 Man ringeagter ikke, at en Tyv stjæler for at mætte sig, naar han er hungrig;
They do not despise the thief, When he stealeth to fill his soul when he is hungry,
31 men naar han bliver greben, maa han betale syv Fold, han maa give alt sit Hus's Gods.
And being found he repayeth sevenfold, All the substance of his house he giveth.
32 Den, som bedriver Hor med en Kvinde, fattes Forstand; den, som vil fordærve sin Sjæl, han, ja han gør sligt.
He who committeth adultery [with] a woman lacketh heart, He is destroying his soul who doth it.
33 Plage og Skam skal ramme ham, og hans Skændsel skal ikke udslettes.
A stroke and shame he doth find, And his reproach is not wiped away,
34 Thi nidkær er Mandens Vrede, og han skal ikke skaane paa Hævnens Dag;
For jealousy [is] the fury of a man, And he doth not spare in a day of vengeance.
35 han skal ikke tage nogen Bod for gyldig og ikke samtykke, om du end vilde give megen Skænk.
He accepteth not the appearance of any atonement, Yea, he doth not consent, Though thou dost multiply bribes!
