Ordsprogene 5
1 Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
I oghlum, danaliqimgha köngül qoyghin, Idraklik sözlirimge qulaq salghin.
2 at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
Shundaq qilghiningda ishqa sezgürlük bilen qaraydighan bolisen, Lewliring pem-parasettin ayrilmaydu.
3 Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
Chünki buzuq xotunning aghzidin hesel tamidu, Lewliri zeytun yéghidin siliqtur;
4 Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
Lékin uning aqiwiti kekridek achchiq, Ikki bisliq qilichtek ötkür.
Uning qedemliri ölüm girdawigha élip baridu, Tutqan yoli görge bashlaydu. (Sheol h7585)
6 For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
Hayatliq yolini qilche bilgüm yoq dep, Basqan qedemliri turaqsiz bolidu, Nege baridighanliqini héch bilmeydu.
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
Shunga, i oghullirim, sözlirimni köngül qoyup anglanglar, Méning dégenlirimdin chiqmanglar.
8 Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
Undaq xotundin yiraq qach! Ishiki aldighimu yéqin yolima!
9 at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
Bolmisa, izzet-abruyungni bashqilargha tutquzup qoyisen, [Yashliq] yilliringni rehimsizlerning qoligha tapshurisen!
10 at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
Yat ademler bayliqliring bilen özini tolduridu, Japaliq ejirliringning méwisi yaqa yurtluqning öyige ötüp kétidu;
11 saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
Ejilingde nale-peryad kötürginingde, Ezayi-bedining yem bolghanda,
12 og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
Shu chaghda sen: — «Ah, nesihetlerdin némanche nepretlen’gendimen! Könglümde tenbihlerni némanche kemsitkendimen!
13 saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
Némishqa ustazlirimning sözini anglimighandimen? Manga terbiye bergenlerge qulaq salmighandimen?
14 Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
Jemiyettimu, jamaet aldidimu herxil nomusqa qalghandek boldum!» — dep qalisen.
15 Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
Özüngning kölchikingdiki suni ichkin, Öz buliqingdin éqiwatqan sudin huzurlan.
16 Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
Bulaqliring urghup her yerge tarqilip ketse [bolamdu]? Ériqliringdiki sular kochilarda éqip yürse bolamdu?
17 Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
Bular sangila xas bolsun, Yat kishilerge tegmisun!
18 Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
Buliqing bext-beriketlik bolghay! Yashliqingda alghan xotunung bilen huzurlan.
19 en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
U chishi kéyiktek chirayliq! Jerendek söyümlük! Uning baghridin hemishe qanaette bolghaysen, Uning qaynaq muhebbitidin daim xushalliqqa patqaysen.
20 Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
I oghlum, némishqa yat ayalgha sheyda bolisen? Némishqa yat xotunning qoynigha özüngni atisen?
21 Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
Chünki insanning hemme qilghanliri Perwerdigarning köz aldida ashkaridur, U uning hemme mangghan yollirini tarazigha sélip turidu.
22 Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
Yaman ademning öz qebihlikliri özini tuzaqqa chüshüridu, U öz gunahi bilen sirtmaqqa élinidu.
23 Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
U yolyoruqtin mehrum bolghanliqidin jénidin ayrilidu, Chékidin ashqan hamaqetliki tüpeylidin yoldin ézip kétidu.
