Ordsprogene 5
1 Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
Me ba, yɛ aso ma me nyansa; tie me nhunumu nsɛm no yie,
2 at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
sɛdeɛ ɛbɛma woahwɛ yie, na wʼano akora nimdeɛ.
3 Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
Ɛfiri sɛ ɔbaa dwamanfoɔ ano sosɔ ɛwoɔ, na ne kasa kɔ yɛɛ sene ngo;
4 Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
nanso, awieeɛ no ɛyɛ nwono sene bɔnwoma, ɛyɛ nam sɛ akofena anofanu.
Ne nan kɔ owuo mu; nʼanammɔntutuo kɔ ɛda mu tee. (Sheol h7585)
6 For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
Ɔnnwene ɛkwan a ɛkɔ nkwa mu ho; nʼakwan yɛ kɔntɔnkye, nanso ɔnnim.
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
Enti, afei, me mma, montie me; Monntwe mo ho mfiri deɛ meka ho.
8 Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
Ɛkwan a ɛmmɛn noɔ no na momfa so mommmɛn ne fie ɛpono ano,
9 at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
anyɛ saa a, mode mo ahoɔden bɛma afoforɔ na mode mo mfeɛ ama otirimuɔdenfoɔ,
10 at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
anyɛ saa a, ahɔhoɔ bɛfom mo ahonyadeɛ na mobrɛ de ahonya akɔ afoforɔ fie.
11 saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
Mo nkwanna akyi, mobɛsi apinie ɛberɛ a mo honam ne mo onipadua asa no.
12 og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
Na moaka sɛ, “Na mekyiri ahohyɛsoɔ! Mʼakoma ampɛ ntenesoɔ!
13 saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
Manyɛ ɔsetie amma mʼakyerɛkyerɛfoɔ na mantie mʼakwankyerɛfoɔ asɛm.
14 Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
Maduru ɔsɛeɛ ntɛntɛnoa wɔ asafo no nyinaa mu.”
15 Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
Nom nsuo firi wʼankasa ankorɛ mu, nsuo a ɛtene firi wʼankasa abura mu.
16 Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
Ɛsɛ sɛ wo nsutire yiri fa mmɔntene so na wo nsuwa kokɔ ɔman adwaberem anaa?
17 Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
Ma ɛnyɛ wo nko ara dea, a wone ahɔhoɔ nnkyɛ da.
18 Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
Nhyira nka wʼasubura na wʼani nka wʼababunuberɛ mu yere ho.
19 en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
Ɔte sɛ ɔtwe bereɛ dɔfoɔ, ɔwansane animuonyamfoɔ. Ma ne nufoɔ nsɔ wʼani daa na ne dɔ nkyekyere wo.
20 Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
Me ba, adɛn enti na woma ɔbaa dwamanfoɔ kyekyere wo? Adɛn enti na woda ɔbarima foforɔ bi yere kokom?
21 Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
Awurade hunu onipa akwan nyinaa, na ɔhwehwɛ ne nyinaa mu.
22 Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
Omumuyɛfoɔ nnebɔne sum no afidie; na ne bɔne nhoma kyekyere no papee.
23 Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
Ɔbɛwu ɛsiane ahohyɛsoɔ a ɔnni enti, na wayera ɛsiane nʼagyegyentwisɛm enti.
