Ordsprogene 5
1 Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
Son min, gjev agt på min visdom, lut øyra ned til mitt vit!
2 at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
So du kann halda deg gløggtenkt, og lipporne gøyma på kunnskap.
3 Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
For honning dryp av skjøkjelippor, og hennar gom er sleipar’ enn olje,
4 Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
men til slutt er ho beisk som malurt, kvass som eit tvieggja sverd.
Hennar føter stig ned til dauden, hennar fet fører radt til helheims. (Sheol h7585)
6 For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
Ho gjeng ikkje livsens stig, gålaus vinglar ho vegvill.
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
Og no, søner, høyr på meg, og vik ikkje frå det munnen min mæler!
8 Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
Lat din veg vera langt frå henne, kom’kje nær til husdøri hennar!
9 at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
Annars gjev du din vænleik til andre, åt ein hardstyrar åri dine.
10 at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
Av di eiga vil framande mettast, det du samla med stræv, kjem i annanmanns hus,
11 saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
so du lyt stynja til slutt når ditt hold og kjøt er upptært,
12 og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
og segja: «Kor kunde eg hata tukt, og hjarta mitt vanvyrda age?
13 saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
Kvi høyrde eg ikkje på meistrarne mine, og lydde på deim som lærde meg?
14 Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
Nær var eg komen ille i det midt i mengdi som sat til tings.»
15 Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
Drikk or din eigen brunn, det som renn or di eigi kjelda!
16 Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
Skulde kjeldorne dine renna på gata, vatsbekkjerne dine ute på torgi?
17 Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
Lat deim vera berre for deg, og ikkje for framande med deg!
18 Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
Kjelda di vere velsigna, gled du deg i din ungdoms viv.
19 en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
Elskhugs-hindi, ynde-gasella - barmen hennar alltid deg kveikje, stødt vere du trylt av hennar kjærleik.
20 Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
Kvi skulde du, son min, tryllast av onnor kona, og femna barmen på framand kvinna?
21 Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
For Herren hev kvar manns vegar for augo, og han jamnar alle hans stigar.
22 Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
Den gudlause vert fanga i misgjerningarne sine, hans synde-band bind honom fast.
23 Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
Han døyr av di han ikkje let seg aga, og ved sin store dårskap tumlar han i koll.
