Ordsprogene 5
1 Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
O anake, tsendreño ty hihiko; atokilaño mb’am-pahilalako ty sofi’o,
2 at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
hifejaña’o ty filie-batañe, naho hañaja hilala o soñi’oo.
3 Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
Mitsopa-tantele ty soñin-tsimirirañe, vaho malama te amo solikeo ty vava’e;
4 Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
f’ie mafaitse te amo vahon-tsoiñeo am-para’e, masioñe hoe fibara sambe-lela’e.
Mizotso mb’am-pikoromaham-beo o tombo’eo, mitalifitse mb’an-tsikeokeok’ ao ty lia’e. (Sheol h7585)
6 For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
Tsy haraharae’e i lalan-kaveloñey; mihelahela o lala’eo, fe amoea’e.
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
Aa le mitsanoña ahy henaneo ry anake, vaho ko mivike amo entam-bavakoo.
8 Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
Ahankaño lavits’ aze ty lala’o, vaho ko itotofa’o ty sariran-akiba’e;
9 at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
tsy mone hatolo’o ami’ty ila’e ty enge’o, naho o tao’oo amy mifajifajiy,
10 at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
mbore hampiboboke ty ambahiny ty haozara’o, vaho mb’añ’akiba’ ty alik’ama’o o nimokora’oo;
11 saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
Hiñeoñeon-drehe añ’andron-kònka’o, ie mihomake ty nofo’o naho ty sandri’o,
12 og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
ami’ty hoe: Akore te nalaim-pandilovan-draho, naho niheje’ ty troko o endakeo!
13 saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
Tsy nitsendreñeko ty fiarañanaña’ o mpañanakoo, tsy nanokilañako sofiñe o mpañoke ahikoo.
14 Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
Fa an-titotse ho nianto iraho, añivo’ ty fivory naho i valobohòkey.
15 Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
Minoma rano an-kadaha’o avao rano midoañe boak’an-tatefatse’o ao.
16 Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
Hienene mb’an-dalambey mb’eo hao ty rano’o migoangoañeo? rano hitsiritsiok’ an-damoke eo?
17 Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
Ehe t’ie azo, fa ko andiva’o ami’ty ambahiny.
18 Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
Ho soa-tata ty fipotitiaha’o, vaho irebeho ty valin-katora’o.
19 en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
Hirañe mikoko re, renen-kira maintelèñe— hampaheneñe azo nainai’e o fatroa’eo, i fikokoa’ey avao ty hilosora’o.
20 Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
Akore, anake, t’ie tsepahe’ ty karapilo? naho fihine’ ty arañan’ ambahiny?
21 Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
Sindre añatrefam-pihaino’ Iehovà o lala’ ondatio, Songa tsikarahe’e o lalan-tsile’eo.
22 Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
Ho fandrihe’ ty hatsivokara’e ty lo-tsereke, vaho hamihiñe aze am-bahotse o hakeo’eo.
23 Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
Hikenkan-dre fa po-hilala, ty halosoran-kagegea’e ty hampivike aze.
