Ordsprogene 5
1 Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
2 at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.
3 Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;
4 Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed; (Sheol h7585)
6 For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
8 Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
9 at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.
10 at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,
11 saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,
12 og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,
13 saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!
14 Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"
15 Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
16 Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!
17 Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
18 Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
20 Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?
21 Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;
22 Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
23 Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.
