Ordsprogene 5
1 Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
Ka ca aw, ka cueihnah he hnatung lamtah ka lungcuei dongla na hna kaeng lah.
2 at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
Thuepnah neh mingnah te ngaithuen hamla na hmuilai long khaw tuem uh saeh.
3 Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
Rhalawt nu kah a hmuilai ah khoilitui cip tih a lai khaw situi lakah hnal.
4 Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
Tedae hmailong ah tah anih te pantong bangla khahing tih cunghang paihat bangla haat.
A kho te dueknah khuila suntla tih a khokan loh saelkhui la a doek. (Sheol h7585)
6 For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
Hingnah caehlong lakah a ming pawh a namtlak likloek te saelh ve ne.
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
Te dongah ka ca rhoek kai ol he hnatun uh laeh, ka ka dongkah olthui te nong tak boeh.
8 Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
Na longpuei te anih neh lakhla sak lamtah a im thohka lam khaw mop boeh.
9 at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
Na mueithennah te a tloe taengla ham pae vetih na kum muenying muenyang la hang khueh ve.
10 at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
Na thadueng te rhalawt rhoek cung uh vetih na patangnah phu te kholong imkhui la pawk ve.
11 saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
Na hmailong ah na nguek vetih na pum na saa khaw hmawn hae ni.
12 og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
Te vaengah, “Thuituennah te ka hmuhuet tih toelthamnah khaw ka lungbuei loh a tlaitlaek pai.
13 saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
Ka saya ol te ka hnatun pawh kai aka cang puei taengah khaw ka hna ka kaeng pawh.
14 Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
Hlangping neh rhaengpuei lakli kah boethae sumsiit te vat ka pha,” na ti hae ni
15 Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
Na tuitung dongkah tui neh na tuito lamtah aka sih te o.
16 Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
Na tuisih te kawtpoeng ah, sokca tui te toltung ah phuet saeh.
17 Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
Nang namah bueng hamla om saeh lamtah na taengkah kholong ham boel saeh.
18 Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
Na thunsih te yoethen la om saeh lamtah na camoe kah na yuu dongah kohoe sak.
19 en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
Anih tah sayuk rhuinu lunguem bangla, a sukbam te sakhi rhuinu mikdaithen bangla a tuetang boeih ah nang te m'hmilhmal sak saeh lamtah a lungnah loh m'palang sak yoeyah saeh.
20 Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
Ba ham lae ka ca loh rhalawt la na palang vetih kholong kah a rhang te na kop eh.
21 Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
Hlang kah longpuei neh a namtlak boeih a saelh te khaw BOEIPA mikhmuh ah om.
22 Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
Halang te amah kathaesainah loh amah te a tuuk tih a tholhnah rhui loh a ban.
23 Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
Anih thuituennah a om pawt dongah duek vetih a anglat aih dongah palang ni.
