Ordsprogene 5
1 Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
Ka capa, ka palunghahaih lok hae tahngaih loe, ka panoekhaih to pakuem ah;
2 at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
to tih nahaeloe hmuen panoekhaih na tawn ueloe, na pahni mah panoekhaih to pakuem tih.
3 Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
Zaehaih sak koeh nongpata ih pahni loe khoitui baktiah long moe, a thuih ih lok doeh situi pongah amnae kue;
4 Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
toe anih boenghaih loe ahmuet baktiah khaa moe, haa hnetto kaom sumsen baktiah noet.
Anih ih khoknawk loe duekhaih bangah anghum tathuk moe, a caehhaih loklam doeh hell ah akunh. (Sheol h7585)
6 For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
Anih loe hinghaih loklam to poek ai, a caehhaih loklamnawk loe cak ai, loklam doeh panoek ai.
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
To pongah ka caanawk, ka lok hae tahngai oh; ka thuih ih lok hae angqoi o taak hmah.
8 Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
To nongpata to kangthla ah caeh o taak ah loe, a im ih thok taengah doeh caeh o hmah;
9 at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
to tih ai nahaeloe pakoeh ah na ohhaih to minawk khaeah paek ving ueloe, na hinghaih saningnawk doeh tahmenhaih tawn ai kaminawk khaeah na paek ving moeng tih;
10 at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
nang ih hmuenmae hoiah kalah kaminawk ih zok to koi lat ueloe, toksak hoiah na hak ih hmuennawk to minawk im ah cawn ving tih.
11 saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
Na takpum hoi na ngan to qongh naah, palungset hoiah na om sut tih,
12 og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
to naah kawbangmaw thuitaekhaih to ka hnukma moe, zoehhaih lok doeh ka palung mah patoek boeh;
13 saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
kai patukkungnawk ih lok to ka tahngai ai, nihcae mah patuk ih loknawk doeh ka tahngai ai.
14 Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
Kai loe amkhueng kaminawk salakah kasae kami ah ni ka oh boeh, tiah na thui tih.
15 Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
Nangmah ih tui tabu thung ih tui to nae ah loe, nangmah ih tuikhaw thung ih tui to nae ah.
16 Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
Na tuipuek to ahmuen kruekah long nasoe, vapui tuinawk baktiah loklam boih ah longsak ah.
17 Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
Nangmah han khue long nasoe, minawk kalah han pazet hmah.
18 Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
Na tuipuek loe tahamhoihaih om nasoe loe, na thendoeng nathuem ih zu hoiah kanawm ah khosah ah.
19 en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
Anih loe palung koi kaom tasuk amno, koeh koi kaom tasuk baktiah om nasoe loe, anih ih tahnu mah na koehhaih to koepsak poe nasoe; ang palunghaih mah na palung to dipsak nasoe.
20 Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
Ka capa, tipongah zaehaih sak koeh nongpata to na koeh moe, tangzat zaw nongpata to na takoih loe?
21 Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
Kami caehhaih loklamnawk loe Angraeng hmaa ah ni oh, a caehhaih loklamnawk boih Angraeng mah hnuk pae.
22 Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
Kasae kami loe a sakpazaehaih hmuen pongah aman ueloe, a zaehaih quinawk mah anih to zaeng caeng tih.
23 Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
Anih amthuhaih loe nung parai pongah anih loe loklam amkhraeng ving ueloe, thuitaekhaih om ai ah dueh tih.
