Ordsprogene 31
1 Lemuels, en Konges, Ord; et varslende Ord, hvormed hans Moder underviste ham.
Ord av kong Lemuel, profetord som mor hans prenta inn i honom:
2 Hvad? min Søn! og hvad? mit Livs Søn! og hvad? mine Løfters Søn!
Kva skal eg segja, son min, ja kva, du mitt livs son, ja kva, du min lovnads-son?
3 Giv ikke Kvinderne din Kraft, og giv dig ikke ind paa en Vej, der ødelægger Konger.
Gjev ikkje kvende di kraft, og far ikkje vegar som tynar kongar!
4 Det bør ikke Konger, Lemuel! det bør ikke Konger at drikke Vin, ej heller Fyrster at drikke stærk Drik,
Ei sømer det seg, Lemuel, for kongar, ei kongar sømer det seg å drikka vin, og ei for hovdingar å spyrja etter rusdrykk.
5 at han ikke skal drikke og glemme det, som er Lov, og forvende alle elendige Folks Ret.
For drikk han, vil han gløyma kva som lov er, og venda retten fyre alle arminger.
6 Giver stærk Drik til den, som er ved at omkomme, og Vin til den, som er beskelig bedrøvet i Sjælen,
Lat han få rusdrykk som er åt å gå til grunns, og han få vin som gjeng med sorg i sjæli.
7 at han maa drikke og glemme sin Armod og ikke mere komme sin Møje i Hu.
At han kann drikka og si armod gløyma, og ikkje lenger minnast møda si.
8 Oplad din Mund for den stumme til alle forladte Børns Ret.
Lat upp din munn for mållaus mann, for alle deira sak som gjeng mot undergang!
9 Oplad din Mund, døm Retfærdighed, og skaf den elendige og fattige Ret!
Lat upp din munn og rettvist døm, lat armingen og fatigmannen få sin rett!
10 Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere værd end Perler.
Ei dugande kona, kven finn vel ei slik? Høgre stend ho i pris enn perlor.
11 Hendes Mands Hjerte forlader sig paa hende, og Indtægt mangler ikke.
Mannsens hjarta lit på henne, og vinning vantar ikkje.
12 Hun gør ham godt og intet ondt i alle sit Livs Dage.
Ho gjer honom godt og inkje vondt alle sine livedagar.
13 Hun søger efter Uld og Hør og arbejder gerne med sine Hænder.
Ho syter for ull og lin, og henderne strævar med hugnad.
14 Hun er ligesom en Købmands Skibe, hun lader sit Brød komme langvejs fra.
Ho er som kaupmanna-skip, langt burtantil fær ho si føda.
15 Og hun staar op, medens det endnu er Nat, og giver sit Hus Mad og sine Piger deres bestemte Arbejde.
Og uppe er ho i otta, og gjev sin huslyd mat og etlar åt ternone ut.
16 Hun tænker paa Agerland og faar det; af sine Hænders Frugt planter hun en Vingaard.
Ho stilar på ein åker og fær han, for det ho med henderne tener ho plantar ein vingard.
17 Hun omgjorder sine Lænder med Kraft og gør sine Arme stærke.
Kraft ho bind seg til belte um livet og gjer sine armar sterke.
18 Hun skønner, at hendes Handel er god; hendes Lampe slukkes ikke om Natten.
Ho merkar at hushaldet hennar gjeng godt, då sloknar’kje lampa hennar um natti.
19 Hun udstrækker sine Hænder til Rokken, og hendes Hænder tage fat paa Tenen.
Ho retter henderne ut etter rokken, og fingrarne tek til teinen.
20 Hun udbreder sin Haand til den elendige og udstrækker sine Hænder til den fattige.
Ho opnar handi for armingen, retter ho ut til fatigmannen.
21 Hun frygter ikke for sit Hus, naar der er Sne; thi hele hendes Hus er klædt i karmesinrødt Tøj.
Ei ræddast ho snø for huset sitt, for alt hennar hus er klædt i skarlaks-ty.
22 Hun gør sig Tæpper; fint Linned og Purpur er hendes Klædning.
Ho gjer seg tæpe og klær seg i finaste lin og purpur.
23 Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder sammen med de ældste i Landet.
Hennar mann er kjend i portarne, der han sit til tings med dei fremste i landet.
24 Hun gør kosteligt Linklæde og sælger det og bringer Købmanden Bælter til Salgs.
Linskjortor gjer ho og sel, og belte gjev ho til kramkaren.
25 Kraft og Herlighed er hendes Klædebon, og hun ler ad den kommende Tid.
Kraft og vyrdnad er klædnaden hennar, og ho lær åt dagen som kjem.
26 Hun oplader sin Mund med Visdom, og Kærligheds Lov er paa hendes Tunge.
Ho let upp munnen med visdom, mild upplæring ho gjev med si tunga.
27 Hun ser efter, hvorledes det gaar til i hendes Hus, og æder ikke Ladheds Brød.
Koss det gjeng i huset agtar ho på, og ei et ho brød i letingskap.
28 Hendes Sønner staa op og prise hende; hendes Husbond roser hende ogsaa:
Fram stig hennar søner og prisar ho sæl, og mannen syng henne lov:
29 „Mange Døtre forhverve Formue; men du staar over dem alle sammen‟.
«Mange kvende stod høgt i dugleik, men du gjeng yver deim alle.»
30 Yndighed er Bedrag, og Skønhed er Forfængelighed; men en Kvinde, som frygter Herren, hun skal roses.
Vænleik er fals og fagerskap fåfengd; ei kona som ottast Herren, skal prisast.
31 Giver hende af hendes Hænders Frugt, og hendes Gerninger skulle prise hende i Portene.
Lat ho få det ho vann med henderne sine, og pris i portarne av sine verk.
