Ordsprogene 31
1 Lemuels, en Konges, Ord; et varslende Ord, hvormed hans Moder underviste ham.
Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.
2 Hvad? min Søn! og hvad? mit Livs Søn! og hvad? mine Løfters Søn!
Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig, hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn?
3 Giv ikke Kvinderne din Kraft, og giv dig ikke ind paa en Vej, der ødelægger Konger.
Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der ødelægger Konger.
4 Det bør ikke Konger, Lemuel! det bør ikke Konger at drikke Vin, ej heller Fyrster at drikke stærk Drik,
Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke,
5 at han ikke skal drikke og glemme det, som er Lov, og forvende alle elendige Folks Ret.
at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme.
6 Giver stærk Drik til den, som er ved at omkomme, og Vin til den, som er beskelig bedrøvet i Sjælen,
Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin;
7 at han maa drikke og glemme sin Armod og ikke mere komme sin Møje i Hu.
lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje.
8 Oplad din Mund for den stumme til alle forladte Børns Ret.
Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;
9 Oplad din Mund, døm Retfærdighed, og skaf den elendige og fattige Ret!
luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!
10 Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere værd end Perler.
Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd staar langt over Perlers.
11 Hendes Mands Hjerte forlader sig paa hende, og Indtægt mangler ikke.
Hendes Husbonds Hjerte stoler paa hende, paa Vinding skorter det ikke.
12 Hun gør ham godt og intet ondt i alle sit Livs Dage.
Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.
13 Hun søger efter Uld og Hør og arbejder gerne med sine Hænder.
Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.
14 Hun er ligesom en Købmands Skibe, hun lader sit Brød komme langvejs fra.
Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.
15 Og hun staar op, medens det endnu er Nat, og giver sit Hus Mad og sine Piger deres bestemte Arbejde.
Endnu før Dag staar hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmaalte Del.
16 Hun tænker paa Agerland og faar det; af sine Hænders Frugt planter hun en Vingaard.
Hun tænker paa en Mark og faar den, hun planter en Vingaard, for hvad hun har tjent.
17 Hun omgjorder sine Lænder med Kraft og gør sine Arme stærke.
Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.
18 Hun skønner, at hendes Handel er god; hendes Lampe slukkes ikke om Natten.
Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe gaar ikke ud om Natten.
19 Hun udstrækker sine Hænder til Rokken, og hendes Hænder tage fat paa Tenen.
Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.
20 Hun udbreder sin Haand til den elendige og udstrækker sine Hænder til den fattige.
Hun rækker sin Haand til den arme, rækker Armene ud til den fattige.
21 Hun frygter ikke for sit Hus, naar der er Sne; thi hele hendes Hus er klædt i karmesinrødt Tøj.
Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen.
22 Hun gør sig Tæpper; fint Linned og Purpur er hendes Klædning.
Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.
23 Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder sammen med de ældste i Landet.
Hendes Husbond er kendt i Portene, naar han sidder blandt Landets Ældste.
24 Hun gør kosteligt Linklæde og sælger det og bringer Købmanden Bælter til Salgs.
Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.
25 Kraft og Herlighed er hendes Klædebon, og hun ler ad den kommende Tid.
Klædt i Styrke og Hæder gaar hun Morgendagen i Møde med Smil.
26 Hun oplader sin Mund med Visdom, og Kærligheds Lov er paa hendes Tunge.
Hun aabner Munden med Visdom, med mild Vejledning paa Tungen.
27 Hun ser efter, hvorledes det gaar til i hendes Hus, og æder ikke Ladheds Brød.
Hun vaager over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.
28 Hendes Sønner staa op og prise hende; hendes Husbond roser hende ogsaa:
Hendes Sønner staar frem og giver hende Pris, hendes Husbond synger hendes Lov:
29 „Mange Døtre forhverve Formue; men du staar over dem alle sammen‟.
»Mange duelige Kvinder findes, men du staar over dem alle!«
30 Yndighed er Bedrag, og Skønhed er Forfængelighed; men en Kvinde, som frygter Herren, hun skal roses.
Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN, skal roses.
31 Giver hende af hendes Hænders Frugt, og hendes Gerninger skulle prise hende i Portene.
Lad hende faa sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes Lov i Portene.
