Ordsprogene 30
1 Agurs, Jakes Søns Ord, det varslende Ord, Udsagnet af Manden, til Ithiel, til Ithiel og Ukal.
Yake babarima Agur nsɛm a ɔkae a ɛyɛ nkuranhyɛ: Saa ɔbarima yi ka kyerɛɛ Itiel ne Ukal se:
2 Jeg var ufornuftigere end en Mand, og jeg havde ikke Forstand som et Menneske.
“Me na minnim hwee koraa wɔ nnipa mu, minni onipa ntease.
3 Og jeg havde ikke lært Visdom eller kendt Kundskab om den Hellige.
Minsuaa nyansa, na minni Ɔkronkronni no ho nimdeɛ nso.
4 Hvo for op til Himmelen og for ned? hvo samlede Vejret i sine Næver? hvo bandt Vandet i et Klædebon? hvo har fastsat alle Jordens Grænser? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn? du ved det jo.
Hena na waforo akɔ ɔsoro na wasian aba fam? Hena na wabɔ mframa boa wɔ ne nsam? Hena na ɔde nʼatade abɔ nsu boa? Hena na ɔbɔɔ asase tamaa yi? Ne din de dɛn, na ne babarima nso din de dɛn? Sɛ wunim a ka kyerɛ me!
5 Alt Guds Ord er lutret; han er et Skjold for dem, som forlade sig paa ham.
“Onyankopɔn asɛm biara yɛ nokware; ɔyɛ nkatabo ma wɔn a woguan toa no.
6 Læg intet til hans Ord, at han ikke skal straffe dig, og du skal staa som en Løgner.
Mfa biribi nka nʼasɛm ho, anyɛ saa a ɔbɛka wʼanim ama woayɛ ɔtorofo.
7 Om tvende Ting har jeg bedet dig; nægt mig dem ej, før jeg dør:
“Awurade, nneɛma abien na mehwehwɛ afi wo nkyɛn; mfa nkame me ansa na mawu:
8 Lad Forfængelighed og Løgnens Ord være langt fra mig; giv mig ikke Armod eller Rigdom, men tildel mig mit beskikkede Brød;
ma me ne atoro ne nnaadaasɛm ntam nware koraa; mma mennyɛ ohiani anaa ɔdefo; nanso ma me me daa aduan nkutoo.
9 at jeg ikke, naar jeg mættedes, skulde fornægte dig og sige: Hvo er Herren? eller naar jeg blev fattig, skulde stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.
Anyɛ saa a, ebia minya me ho pii a ɛbɛma mapa wo na maka se, ‘Hena ne Awurade?’ Anaa mɛyɛ ohiani na mabɔ korɔn, na ama magu me Nyankopɔn din ho fi.
10 Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke skal forbande dig, og du skal bære Skyld.
“Nsɛe ɔsomfo din nkyerɛ ne wura; sɛ woyɛ saa a, ɔbɛdome wo na wubetua so ka.
11 Der er en Slægt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder;
“Nnipa bi dome wɔn agyanom, na wonhyira wɔn nanom nso;
12 der er en Slægt, som er ren i sine egne Øjne, og hvis Skarn dog ikke er aftoet;
Wɔn a wɔteɛ wɔ wɔn ankasa ani so nanso wɔnhohoroo wɔn ho fi no;
13 der er en Slægt, hvis Øjne ere høje, og hvis Øjenlaage hæve sig i Vejret;
wɔn a wɔn ani tra ntɔn, na wobu animtiaa;
14 der er en Slægt, hvis Tænder ere Sværd, og hvis Kindtænder ere Knive, som vil fortære de elendige i Landet og de fattige iblandt Menneskene.
wɔn a wɔn se yɛ afoa na asekan hyehyɛ wɔn abogye mu wɔn na wɔbɛtɔre ahiafo ase afi asase so, na wɔayi ahiafo afi adesamma mu.
15 Blodsugersken har to Døtre, „giv hid! giv hid!‟ Der er tre, som ikke kunne mættes, fire, som ikke sige: „Nok!‟
“Amemem wɔ mmabea baanu a wɔteɛ mu se, ‘Fa ma! Fa ma!’ “Nneɛma abiɛsa na ɛmmee da anan na ɛnka da se, ‘Eye!’
16 Dødsriget og det ufrugtbare Moderliv; Jorden bliver ikke mæt af Vand, og Ilden siger ikke: „Nok!‟ (Sheol h7585)
Ɔda, obonin awotwaa, asase a ɛyɛ wosee daa, ne ogya a ɛnka da se, ‘Eye!’ (Sheol h7585)
17 Et Øje, som spotter Faderen og lader haant om at lyde Moderen, det skulle Ravnene ved Bækken udhugge, og Ørneunger skulle æde det.
“Ani a eyi agya ahi, na ebu ɛna animtiaa no, obon mu kwaakwaadabi betutu, na apete abedi.
18 Tre Ting ere mig forunderlige; og fire Ting kender jeg ikke:
“Nneɛma abiɛsa na ɛyɛ me nwonwa, anan na mente ase:
19 Ørnens Vej imod Himmelen, Slangens Vej over Klippen, Skibets Vej midt paa Havet, og en Mands Vej til en Jomfru.
Ɔkwan a ɔkɔre nam so wɔ wim, sɛnea ɔwɔ nantew ɔbotan so, ɔkwan a hyɛn nam so wɔ po tamaa so, ne sɛnea ɔbarima dɔ ababaa.
20 Saa er en Horekvindes Vej; hun spiser og afvisker sin Mund og siger: Jeg har ikke gjort Uret.
“Ɔbea ɔwaresɛefo kwan ni: Odidi, ɔpepa nʼano na ɔka se, ‘Menyɛɛ mfomso biara.’
21 Under tre ryster et Land, og under fire kan det ikke holde ud:
“Nneɛma abiɛsa na ɛma asase wosow, anan na asase ntumi nnyina ano:
22 Under en Træl, naar han kommer til at herske; og en Daare, naar han bliver mæt af Brød;
akoa a wabɛyɛ ɔhene, ɔkwasea a wadidi amee,
23 under en forhadt Kvinde, naar hun bliver gift; og en Trælkvinde, naar hun bliver sin Frues Arving.
ɔbea a wɔmpɛ no na waware, afenaa a otu nʼawuraa tena nʼanan mu.
24 Der er fire smaa paa Jorden, dog ere de vise, saare vise:
“Nneɛma nketenkete anan na ɛwɔ asase so, nanso wɔyɛ anyansafo ankasa:
25 Myrerne ere ikke et stærkt Folk, alligevel berede de deres Spise om Sommeren;
Ntɛtea yɛ abɔde nketewa a wonni ahoɔden, nanso wɔboaboa wɔn aduan ano ahuhuru bere mu;
26 Kaninerne ere et afmægtigt Folk, dog indrette de deres Hus i Klippen;
Nkukuban yɛ abɔde a wonni ahoɔden, nanso wɔyɛ wɔn afi wɔ abotan mu,
27 Græshopperne have ingen Konge, alligevel drage de ud, alle i sluttet Skare;
mmoadabi nni ɔhene, nanso wɔsa so akuwakuw, kɔ wɔn anim;
28 Firbenet griber fat med Hænder, og dog er det i Kongepaladser.
wotumi de nsa kyere ɔketew, nanso wohu no abirɛmpɔn ahemfi.
29 Der er tre, som have et smukt Skridt, og fire, som have en smuk Gang:
“Nneɛma abiɛsa na wɔwɔ abirɛmpɔnnantew, anan na wɔkeka wɔn ho te sɛ abirɛmpɔn:
30 Løven, som er vældig iblandt Dyrene og ikke viger tilbage for nogens Ansigt;
gyata, mmoadoma hene a, biribiara mmɔ no hu;
31 Hesten, som er omgjordet om Lænderne; Bukken; og en Konge, som ingen tør rejse sig imod.
akokɔnini a ɔretutu taataa, ɔpapo, ne ɔhene a nʼasraafo atwa no ho ahyia.
32 Har du handlet daarligt, der du ophøjede dig, og har du tænkt ondt, da læg Haand paa Mund!
“Sɛ woayɛ ɔkwasea ama wo ho so, anaa woadwene bɔne a, ma wʼani nwu na mua wʼano!
33 Thi den, som trykker Mælk, faar Ost derudaf; og den, som trykker Næsen, faar Blod derudaf; og den, som trykker Vrede, faar Trætte derudaf.
Sɛnea wɔka nufusu nu mu a srade fi mu ba, na wokyinkyim hwene a etu mogya no, saa ara na abufuw de akasakasa ba.”
