Ordsprogene 30
1 Agurs, Jakes Søns Ord, det varslende Ord, Udsagnet af Manden, til Ithiel, til Ithiel og Ukal.
Ord av Agur, son åt Jake, profetordet. Mannen segjer so til Itiel, til Itiel og Ukal:
2 Jeg var ufornuftigere end en Mand, og jeg havde ikke Forstand som et Menneske.
For fåvis er eg til å heita mann, og ikkje hev eg manne-vit.
3 Og jeg havde ikke lært Visdom eller kendt Kundskab om den Hellige.
Visdom hev eg ikkje lært, til kunnskap um den Heilage.
4 Hvo for op til Himmelen og for ned? hvo samlede Vejret i sine Næver? hvo bandt Vandet i et Klædebon? hvo har fastsat alle Jordens Grænser? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn? du ved det jo.
Kven hev stige upp til himmelen og stige ned? Kven hev samla vinden inn i nevarne? Kven hev bunde vatnet i eit klædeplagg? Kven hev alle enderne av jordi sett? Kva heiter han, kva heiter son hans - um du veit det?
5 Alt Guds Ord er lutret; han er et Skjold for dem, som forlade sig paa ham.
Alt Guds ord er skirt, han er ein skjold for deim som flyr til honom.
6 Læg intet til hans Ord, at han ikke skal straffe dig, og du skal staa som en Løgner.
Legg ikkje noko til hans ord, elles lyt han refsa deg, og du stend der ein ljugar.
7 Om tvende Ting har jeg bedet dig; nægt mig dem ej, før jeg dør:
Tvo ting hev eg bede deg um, neitta meg deim ikkje, fyrr eg døyr:
8 Lad Forfængelighed og Løgnens Ord være langt fra mig; giv mig ikke Armod eller Rigdom, men tildel mig mit beskikkede Brød;
Lat fals og lygn vera langt frå meg! Gjev meg ikkje armod og ikkje rikdom! Lat meg få eta mitt tiletla brød!
9 at jeg ikke, naar jeg mættedes, skulde fornægte dig og sige: Hvo er Herren? eller naar jeg blev fattig, skulde stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.
Elles kunde eg neitta deg når eg var mett, og segja: «Kven er Herren?» Eller um eg vart fatig, kunde eg stela, ja, forgripa meg på min Guds namn.
10 Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke skal forbande dig, og du skal bære Skyld.
Baktala ei ein tenar for hans herre, elles vil han banna deg, og du få bøta.
11 Der er en Slægt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder;
Ei ætt som bannar far sin og ikkje signar mor si,
12 der er en Slægt, som er ren i sine egne Øjne, og hvis Skarn dog ikke er aftoet;
ei ætt som tykkjer ho er rein, endå ho ei hev tvætta av sitt eige skarn,
13 der er en Slægt, hvis Øjne ere høje, og hvis Øjenlaage hæve sig i Vejret;
ei ætt - kor stolte augo hev ho ikkje, og kor ho lyfter augneloki!
14 der er en Slægt, hvis Tænder ere Sværd, og hvis Kindtænder ere Knive, som vil fortære de elendige i Landet og de fattige iblandt Menneskene.
ei ætt som heve sverd til tenner og jakslar reint som knivar, so ho et armingar or landet og fatige or folkesamfund.
15 Blodsugersken har to Døtre, „giv hid! giv hid!‟ Der er tre, som ikke kunne mættes, fire, som ikke sige: „Nok!‟
Blodiglen hev tvo døtter: Gjev! Gjev! Tri finst det som aldri vert mette, fire som ei segjer: «Nok!»
16 Dødsriget og det ufrugtbare Moderliv; Jorden bliver ikke mæt af Vand, og Ilden siger ikke: „Nok!‟ (Sheol h7585)
Helheim og barnlaust moderfang, jordi som aldri vert mett av vatn, og elden som ei segjer: «Nok!» (Sheol h7585)
17 Et Øje, som spotter Faderen og lader haant om at lyde Moderen, det skulle Ravnene ved Bækken udhugge, og Ørneunger skulle æde det.
Eit auga som spottar far og vanvyrder lydnad mot mor, det skal bekkje-ramnarne hakka ut og ørnungar eta upp.
18 Tre Ting ere mig forunderlige; og fire Ting kender jeg ikke:
Tri ting er meg for underlege, og fire finst som eg ikkje skynar:
19 Ørnens Vej imod Himmelen, Slangens Vej over Klippen, Skibets Vej midt paa Havet, og en Mands Vej til en Jomfru.
Ørns veg på himmelen, orms veg på berget, skips veg på havet og manns veg til møy.
20 Saa er en Horekvindes Vej; hun spiser og afvisker sin Mund og siger: Jeg har ikke gjort Uret.
Soleis ber utru kona seg åt: Ho et og turkar seg um munnen og segjer: «Eg hev ikkje gjort noko vondt.»
21 Under tre ryster et Land, og under fire kan det ikke holde ud:
Under tri skjelv jordi, under fire kann ho’kje herda:
22 Under en Træl, naar han kommer til at herske; og en Daare, naar han bliver mæt af Brød;
under trælen når han vert konge, og dåren når han fær eta seg mett,
23 under en forhadt Kvinde, naar hun bliver gift; og en Trælkvinde, naar hun bliver sin Frues Arving.
under attergløyma når ho vert gift, og trælkvinna når ho erver si frua.
24 Der er fire smaa paa Jorden, dog ere de vise, saare vise:
Fire finst det som er små på jordi, og endå hev dei fenge visdom stor:
25 Myrerne ere ikke et stærkt Folk, alligevel berede de deres Spise om Sommeren;
Mauren er’kje noko sterkt folk, og endå lagar han sin mat um sumaren.
26 Kaninerne ere et afmægtigt Folk, dog indrette de deres Hus i Klippen;
Fjellgrevlingarne er’kje noko veldugt folk, og endå byggjer dei seg hus i berget.
27 Græshopperne have ingen Konge, alligevel drage de ud, alle i sluttet Skare;
Grashopparne hev ingen konge, og endå fær dei alle ut i fylking.
28 Firbenet griber fat med Hænder, og dog er det i Kongepaladser.
Fjorføtla kann du ta med henderne, og endå bur ho inni kongeslott.
29 Der er tre, som have et smukt Skridt, og fire, som have en smuk Gang:
Tri finst det som stig med staute stig, og fire hev ei fager gonga:
30 Løven, som er vældig iblandt Dyrene og ikke viger tilbage for nogens Ansigt;
Løva ei kjempa millom dyri, og som ikkje snur seg for nokon,
31 Hesten, som er omgjordet om Lænderne; Bukken; og en Konge, som ingen tør rejse sig imod.
hesten mjå um midja, eller bukken, og ein konge med leidingheren.
32 Har du handlet daarligt, der du ophøjede dig, og har du tænkt ondt, da læg Haand paa Mund!
Gjer du deg stor, anten narr eller klårtenkt, so legg handi på munnen!
33 Thi den, som trykker Mælk, faar Ost derudaf; og den, som trykker Næsen, faar Blod derudaf; og den, som trykker Vrede, faar Trætte derudaf.
For trykk på mjølk gjev smør, og trykk på nase gjev blod, og trykk på vreide gjev strid.
