Ordsprogene 30
1 Agurs, Jakes Søns Ord, det varslende Ord, Udsagnet af Manden, til Ithiel, til Ithiel og Ukal.
Jakeh capa Agur mah thuih ih, palunghahaih loknawk loe hae tiah oh; kami maeto mah, Ithiel, Ithiel hoi Ukal khaeah, taphong pae;
2 Jeg var ufornuftigere end en Mand, og jeg havde ikke Forstand som et Menneske.
kai loe minawk boih pongah poek ka ham kue, kami poekhaih to ka tawn ai.
3 Og jeg havde ikke lært Visdom eller kendt Kundskab om den Hellige.
Palunghahaih to kam tuk ai moe, ciimhaih kawng doeh ka panoek ai.
4 Hvo for op til Himmelen og for ned? hvo samlede Vejret i sine Næver? hvo bandt Vandet i et Klædebon? hvo har fastsat alle Jordens Grænser? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn? du ved det jo.
Mi maw van ah daw tahang moe, long ah anghum tathuk? Azom pui ah takhi naeh kami loe mi maw? Mi maw kahni pongah tui tapawk vai? Long boenghaih ahmuennawk boih caksakkung loe mi maw? To tiah sahkung ih ahmin hoi a caa ih ahmin loe mi maw? Na thui thai tih maw?
5 Alt Guds Ord er lutret; han er et Skjold for dem, som forlade sig paa ham.
Sithaw ih lok loe ciim boih; anih loe angmah khae amha kaminawk boih hanah abuephaih ah oh.
6 Læg intet til hans Ord, at han ikke skal straffe dig, og du skal staa som en Løgner.
Angraeng ih lok to patomh hmah, to tih ai nahaeloe anih mah na zoeh ueloe, na thuih ih amsawnlok to amtueng moeng tih.
7 Om tvende Ting har jeg bedet dig; nægt mig dem ej, før jeg dør:
Aw Angraeng, ka dueh ai naah nang sak pae hanah, hnik ih hmuen hnetto oh;
8 Lad Forfængelighed og Løgnens Ord være langt fra mig; giv mig ikke Armod eller Rigdom, men tildel mig mit beskikkede Brød;
amsoem ai lok hoi amsawn lok hae kai khae hoiah na takhoe pae ving ah; amtanghaih hoi angraenghaih doeh na paek hmah; ni thokkruek caak khawt caaknaek to na paek ah:
9 at jeg ikke, naar jeg mættedes, skulde fornægte dig og sige: Hvo er Herren? eller naar jeg blev fattig, skulde stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.
to tih ai ah pop hmoek ah ka tawnh nahaeloe, nang kang pahnet ving ueloe, Angraeng loe mi aa? tiah ka thui moeng tih; kam tang hmoek nahaeloe, ka paqu moeng ueloe, ka Sithaw ih ahmin to ka saesak moeng tih.
10 Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke skal forbande dig, og du skal bære Skyld.
Angmah ih angraeng khaeah tamna sethaih kawng to thui hmah, kasae na thuih nahaeloe nang to na pasoih ueloe, na nuiah zaehaih om moeng tih.
11 Der er en Slægt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder;
Ampa to kasae thui kami, amno tahamhoihaih paek ai kami to oh.
12 der er en Slægt, som er ren i sine egne Øjne, og hvis Skarn dog ikke er aftoet;
Angmacae amhnonghaih to pasae ai ah, angmah mik ah kai loe ciim, tiah poekhaih tawn kami to oh.
13 der er en Slægt, hvis Øjne ere høje, og hvis Øjenlaage hæve sig i Vejret;
Amoekhaih hoiah mikpadai kami, patoekhaih hoi minawk khen kami to oh.
14 der er en Slægt, hvis Tænder ere Sværd, og hvis Kindtænder ere Knive, som vil fortære de elendige i Landet og de fattige iblandt Menneskene.
Haa loe sumsen baktiah oh moe, long ah kaom kamtang hoi mithoenawk to paaeh hanah, toektaboe ahuh haita baktih kaom kami doeh oh.
15 Blodsugersken har to Døtre, „giv hid! giv hid!‟ Der er tre, som ikke kunne mættes, fire, som ikke sige: „Nok!‟
Taqawt loe canu hnetto tawnh; nihnik loe na paek ah, na paek ah, tiah hangh hoi. Amhah thai ai hmuen thumto oh, ue, khawt boeh, tiah thui vai ai hmuen palitonawk loe,
16 Dødsriget og det ufrugtbare Moderliv; Jorden bliver ikke mæt af Vand, og Ilden siger ikke: „Nok!‟ (Sheol h7585)
taprong, caa kak nongpata ih zok, tui amhah thai ai long karoem; zetto mah tiah thui vai ai hmai. (Sheol h7585)
17 Et Øje, som spotter Faderen og lader haant om at lyde Moderen, det skulle Ravnene ved Bækken udhugge, og Ørneunger skulle æde det.
Ampa pahnui thuih moe, amno patoek kami loe, azawn ih pangaahnawk mah anih ih mik to taprok pae ueloe, tahmunawk mah a ngan to caa o tih.
18 Tre Ting ere mig forunderlige; og fire Ting kender jeg ikke:
Ka dawnrai ih hmuen thumto khue ai ah, ka panoek thai ai ih hmuen palitonawk loe,
19 Ørnens Vej imod Himmelen, Slangens Vej over Klippen, Skibets Vej midt paa Havet, og en Mands Vej til en Jomfru.
van ih tahmu azawkhaih loklam, cathaeng nui ih pahui caehhaih loklam, tuipui thung ih palongpui caehhaih loklam, thendoeng mah tangla paqaihaih loklam hae ni.
20 Saa er en Horekvindes Vej; hun spiser og afvisker sin Mund og siger: Jeg har ikke gjort Uret.
Sava nuiah oep om ai nongpata caehhaih loklam doeh to tiah oh; to nongpata loe buh to caak moe, pakha a huk pacoengah, kai loe hmuen sakpazaehaih ka tawn ai, tiah thuih.
21 Under tre ryster et Land, og under fire kan det ikke holde ud:
Long tasoehsak hmuen thumto khue ai ah, pauep thai ai ih hmuen palitonawk loe,
22 Under en Træl, naar han kommer til at herske; og en Daare, naar han bliver mæt af Brød;
siangpahrang ah kangcoeng tamna, caaknaek tawn mangh kamthu;
23 under en forhadt Kvinde, naar hun bliver gift; og en Trælkvinde, naar hun bliver sin Frues Arving.
amram aak nongpata sava sakhaih hoi tamna nongpata mah angraeng ih qawktoephaih hae ni.
24 Der er fire smaa paa Jorden, dog ere de vise, saare vise:
Long nuiah tetta ah ni oh, toe paroeai palungha hmuen palitonawk loe,
25 Myrerne ere ikke et stærkt Folk, alligevel berede de deres Spise om Sommeren;
thacak ai, toe nipui tueah caaknaek patung thaih, cahmatnawk;
26 Kaninerne ere et afmægtigt Folk, dog indrette de deres Hus i Klippen;
thacak ai, toe lungsong thungah tabu sah savehnawk;
27 Græshopperne have ingen Konge, alligevel drage de ud, alle i sluttet Skare;
siangpahrang tawn ai, toe nawnto hmabangah kacaeh pakhunawk;
28 Firbenet griber fat med Hænder, og dog er det i Kongepaladser.
angmah ih ban hoiah angdoet, toe siangpahrang im ah ohhaih ahmuen katawn caneknawk cae hae ni.
29 Der er tre, som have et smukt Skridt, og fire, som have en smuk Gang:
Kahoih ah kacaeh thaih hmuen thumto khue ai, ue, kahoih ah kacaeh thaih hmuen palitonawk loe,
30 Løven, som er vældig iblandt Dyrene og ikke viger tilbage for nogens Ansigt;
kasan moinawk thungah thacak koek, kawbaktih hmuen om cadoeh hnuk angnawk taak ai kaipui;
31 Hesten, som er omgjordet om Lænderne; Bukken; og en Konge, som ingen tør rejse sig imod.
misatukhaih hrang, maeh tae hoi misa tawn ai siangpahrang cae hae ni.
32 Har du handlet daarligt, der du ophøjede dig, og har du tænkt ondt, da læg Haand paa Mund!
Kamthu ah nang coeng moe, nangmah hoi nangmah nam koeh naah maw, to tih ai boeh loe kahoih ai hmuen na poek naah maw, na pakha to tamuep khoep ah!
33 Thi den, som trykker Mælk, faar Ost derudaf; og den, som trykker Næsen, faar Blod derudaf; og den, som trykker Vrede, faar Trætte derudaf.
Maitaw tahnutui loe ahaeh khing nahaeloe, amkhawk tih, hnah doeh na hnoih khing nahaeloe, athii long tih; to baktih toengah palungphui hanah pahrue khing nahaeloe, angzoehhaih to om tih.
