Ordsprogene 29
1 Den Mand, som forhærder sin Nakke, vil tidt blive straffet; hastelig skal han sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være.
Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.
2 Naar der bliver mange retfærdige, skal Folket glædes; men naar en ugudelig hersker, skal Folket sukke.
Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.
3 En Mand, som elsker Visdom, glæder sin Fader; men hvo, som omgaas med Skøger, vil øde sit Gods.
Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.
4 En Konge befæster Landet ved Ret; men en Mand, som tager Gaver, nedbryder det.
Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
5 En Mand, som smigrer for sin Næste, udbreder et Garn for hans Fødder.
Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
6 Den onde Mands Overtrædelse er ham en Snare; men den retfærdige kan fryde og glæde sig.
I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
7 En retfærdig kender de ringes Sag; den ugudelige forstaar sig ikke paa Kundskab.
Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
8 Mænd, som ere Spottere, ophidse en Stad; men de vise stille Vreden.
Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
9 Naar en viis Mand gaar i Rette med en taabelig Mand, bliver denne vred og ler, og der bliver ingen Ro.
Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
10 Blodgerrige Mænd hade den retsindige; men de oprigtige drage Omhu for hans Liv.
De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
11 En Daare udlader al sin Hidsighed, men en viis skal omsider stille den.
En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
12 Naar en Hersker agter paa Løgnens Ord, blive alle hans Tjenere ugudelige.
En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
13 En fattig og en Undertrykker mødes; Herren giver begges Øjne Lys.
Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.
14 En Konge, som dømmer de ringe efter Sandhed, hans Trone skal stadfæstes evindelig.
En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.
15 Ris og Revselse give Visdom; men en Dreng, som overlades til sig selv, beskæmmer sin Moder.
Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.
16 Naar der bliver mange ugudelige, bliver der megen Overtrædelse; men de retfærdige skulle se paa deres Fald.
Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.
17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Ro og bringe din Sjæl Glæder.
Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.
18 Naar der ikke er profetiske Syner, bliver et Folk tøjlesløst; men den, som bevarer Loven, han er lyksalig.
Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.
19 Med Ord tugtes ikke en Træl; thi han mærker det nok og svarer ikke.
Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.
20 Ser du, at en Mand er hastig i sine Ord, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.
Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.
21 Forkæler en sin Træl fra hans Ungdom af, da vil han til sidst være en Søn.
Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
22 En vredagtig Mand opvækker Trætte, og en hidsig Mand begaar megen Overtrædelse.
Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
23 Menneskets Hovmod nedtrykker ham; men den ydmyge vinder Ære.
Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.
24 Hvo som deler med en Tyv, hader sin Sjæl; han hører Besværgelsen og giver det ikke til Kende.
Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.
25 At forfærdes for et Menneske fører i Snare; men den, som forlader sig paa Herren, bliver beskærmet.
Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.
26 Mange søge en Herskers Ansigt; men fra Herren er en Mands Ret.
Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.
27 En uretfærdig Mand er de retfærdige en Vederstyggelighed; og den, hvis Vej er ligefrem, er den ugudelige en Vederstyggelighed.
Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.
