Ordsprogene 29
1 Den Mand, som forhærder sin Nakke, vil tidt blive straffet; hastelig skal han sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være.
Thuitaek pacoengah doeh angmah ih tahnong amtaksak kami loe, hoih thai ai, amrohaih to tong roep tih.
2 Naar der bliver mange retfærdige, skal Folket glædes; men naar en ugudelig hersker, skal Folket sukke.
Katoeng kami ukhaih kaa tawnh naah, kaminawk anghoe o; toe kahoih ai kami mah uk naah loe kaminawk palungset o.
3 En Mand, som elsker Visdom, glæder sin Fader; men hvo, som omgaas med Skøger, vil øde sit Gods.
Palunghahaih koeh kami loe ampa to anghoesak; toe tangzat zaw nongpata hoi angkom kami loe a tawnh ih hmuen to pasaeng boih.
4 En Konge befæster Landet ved Ret; men en Mand, som tager Gaver, nedbryder det.
Toenghaih hoiah prae uk siangpahrang loe prae to caksak; toe bokhaih tangqum paekhaih koeh kami loe a prae to amtimsak.
5 En Mand, som smigrer for sin Næste, udbreder et Garn for hans Fødder.
A imtaeng pakoeh kami loe angmah aman hanah palok payang kami ah oh.
6 Den onde Mands Overtrædelse er ham en Snare; men den retfærdige kan fryde og glæde sig.
Kasae kami loe a zaehaih pongah amanh; toe katoeng kami loe anghoehaih hoiah laa to sak.
7 En retfærdig kender de ringes Sag; den ugudelige forstaar sig ikke paa Kundskab.
Katoeng kami loe kamtangnawk hanah khopoek pae; toe kahoih ai kami loe tidoeh dawncang ai.
8 Mænd, som ere Spottere, ophidse en Stad; men de vise stille Vreden.
Minawk khet patoek kami loe vangpui to hmai angqongsak; toe palungha kami loe palungphuihaih to dipsak.
9 Naar en viis Mand gaar i Rette med en taabelig Mand, bliver denne vred og ler, og der bliver ingen Ro.
Palungha hoi kamthu loe lam nawnto a caeh hoi naah, kamthu loe palungphuihaih hoiah maw, to tih ai boeh loe pahnuihaih hoiah maw om cadoeh, monghaih roe tawn mak ai.
10 Blodgerrige Mænd hade den retsindige; men de oprigtige drage Omhu for hans Liv.
Minawk athii palong koeh kami loe katoeng kami to hnukma; toe katoeng kami loe minawk hinghaih to khet pae.
11 En Daare udlader al sin Hidsighed, men en viis skal omsider stille den.
Kamthu loe a poekhaih to taphong boih; toe palungha kami loe atue pha ai karoek to angphat.
12 Naar en Hersker agter paa Løgnens Ord, blive alle hans Tjenere ugudelige.
Ukkung mah amsawnlok to tahngai nahaeloe, a toksah tamnanawk boih loe kasae kami ah ni oh o.
13 En fattig og en Undertrykker mødes; Herren giver begges Øjne Lys.
Kamtang hoi aling thaih kami anghmonghaih loe hae tiah oh; Angraeng mah ni nihnik hanah mik aanghaih to paek hmaek.
14 En Konge, som dømmer de ringe efter Sandhed, hans Trone skal stadfæstes evindelig.
Siangpahrang mah kamtang to toenghaih hoiah lokcaek nahaeloe, angmah ih angraeng tangkhang to cak poe tih.
15 Ris og Revselse give Visdom; men en Dreng, som overlades til sig selv, beskæmmer sin Moder.
Thuitaekhaih cung mah palunghahaih to paek; toe prawt sut ih caa mah loe amno to ahmin setsak.
16 Naar der bliver mange ugudelige, bliver der megen Overtrædelse; men de retfærdige skulle se paa deres Fald.
Kasae kami pung naah, zaehaih doeh pung; toe katoeng kami mah loe nihcae amtimhaih to hnuk.
17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Ro og bringe din Sjæl Glæder.
Na caa to thuitaek ah, to tih nahaeloe anih mah poek monghaih to na paek tih; ue, anih mah poeknawmhaih to na paek tih.
18 Naar der ikke er profetiske Syner, bliver et Folk tøjlesløst; men den, som bevarer Loven, han er lyksalig.
Angzo han koi hmuen hnukhaih om ai ah loe kaminawk amro o; toe patuk ih lok pazui kami loe tahamhoih.
19 Med Ord tugtes ikke en Træl; thi han mærker det nok og svarer ikke.
Tamna loe kahoih lok khue hoi thuitaek han om ai; anih loe lok to thaih, toe thai ai baktiah om tih.
20 Ser du, at en Mand er hastig i sine Ord, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.
Poek het ai ah karangah lok apae kami to na hnuk maw? To kami pongah loe kamthu to oepthoh kue.
21 Forkæler en sin Træl fra hans Ungdom af, da vil han til sidst være en Søn.
Tamna to nawkta nathuem hoiah kahoih ah khetzawn nahaeloe, hnukkhuem ah angmah ih caa ah angcoeng tih.
22 En vredagtig Mand opvækker Trætte, og en hidsig Mand begaar megen Overtrædelse.
Palungphui thaih kami mah angzoehhaih to tacawtsak, poek amthueng kami loe zaehaih sak pop.
23 Menneskets Hovmod nedtrykker ham; men den ydmyge vinder Ære.
Amoekhaih mah kami to krahsak tathuk tih; toe kami tlim ah khosakhaih loe pakoehhaih ah oh.
24 Hvo som deler med en Tyv, hader sin Sjæl; han hører Besværgelsen og giver det ikke til Kende.
Kamqu hoi amyok kami loe a hinghaih to hnukma; anih mah kasae thuihaih lok to thaih, toe taphong han zit.
25 At forfærdes for et Menneske fører i Snare; men den, som forlader sig paa Herren, bliver beskærmet.
Kami zithaih loe kami hanah patung ih dongh ah oh; toe Angraeng oep kami loe ngancuem tih.
26 Mange søge en Herskers Ansigt; men fra Herren er en Mands Ret.
Kami paroeai mah ukkung koehhaih to pakrong o; toe kami loe Angraeng khae hoiah ni toenghaih to hnuk.
27 En uretfærdig Mand er de retfærdige en Vederstyggelighed; og den, hvis Vej er ligefrem, er den ugudelige en Vederstyggelighed.
Katoeng kami mah toeng ai kami to panuet; katoeng ai kami mah toenghaih hoi khosah kami to panuet toengh.
