Ordsprogene 28
1 De ugudelige fly, og der er ingen, som forfølger dem; men de retfærdige ere trygge som en ung Løve.
Dei gudlause flyr um ingen deim elter, dei rettferdige er som ungløva trygge.
2 Formedelst Landets Overtrædelse blive dets Fyrster mange; men iblandt Folk, der have Forstand og Kundskab, lever han længe.
Syndar eit land, fær det mange herrar, men hev folket mykje vit, varer retten lenge.
3 Er han en fattig Mand, og trykker han den ringe, da bliver han som en Regn, der bortskyller, saa at der ikke bliver Brød.
Ein fatig herre som trykkjer dei arme, er eit regn som herjar og ikkje gjev brød.
4 De, som forlade Loven, rose de ugudelige; men de, som bevare Loven, strides med dem.
Dei som gjeng ifrå lovi, prisar dei gudlause, men dei som held lovi, harmast på deim.
5 Onde Folk forstaa ikke Ret; men de, som søge Herren, forstaa alting.
Vonde folk skynar ikkje kva rett er, men dei som søkjer Herren, skynar alt.
6 Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed, end den forvendte, som vandrer paa tvende Veje, om han end er rig.
Betre er ein fatigmann som ferdast lytelaust, enn ein rikmann som er rang og gjeng tvo vegar.
7 Den, som bevarer Loven, er en forstandig Søn; men den, som har Omgang med Fraadsere, beskæmmer sin Fader.
Den som agtar på rettleiding, er ein vitug son, men den som hev lag med øydarar, fører skam yver far sin.
8 Hvo som formerer sit Gods ved Aager og Rente, samler det til at skænkes de ringe.
Den som aukar si eiga med renta og oker, han sankar åt den som er god mot dei arme.
9 Hvo som vender sit Øre bort fra at høre Loven, endog hans Bøn er en Vederstyggelighed.
Um ein vil venda øyra burt og ikkje høyra lovi, er jamvel bøni hans ein styggedom.
10 Hvo som leder de retsindige vild paa Ondskabs Vej, han skal falde i sin egen Grav; men de oprigtige skulle arve, hvad godt er.
Den som villar ærlegt folk inn på ein vond veg, han skal stupa i si eigi grav, men dei lytelause skal erva det som godt er.
11 En rig Mand er viis i sine egne Øjne; men den ringe, som er forstandig, skal ransage ham.
Ein rikmann tykkjer han er vis, men ein fatigmann med vit granskar honom ut.
12 Naar de retfærdige fryde sig, da er der stor Herlighed; men naar ugudelige rejse sig, skal man lede efter Folk.
Held dei rettferdige høgtid, stend det herleg til, men når gudlause kjem seg upp, lyt ein leita etter folk.
13 Den, som skjuler sine Overtrædelser, skal ikke have Lykke; men den, som bekender dem og afstaar fra dem, skal faa Barmhjertighed.
Den som dyl misgjerningarne sine, hev ikkje lukka med seg, men den som sannar deim og vender seg ifrå deim, han finn miskunn.
14 Saligt er det Menneske, som altid frygter; men den, som forhærder sit Hjerte, skal falde i Ulykke.
Sæl den mannen som alltid ottast, men den som gjer hjarta sitt hardt, han fell i ulukka.
15 Som en brølende Løve og en omstrejfende Bjørn er den ugudelige, der hersker over et fattigt Folk.
Burande løva og ein grådig bjørn er gudlaus hovding yver fatigt folk.
16 En Fyrste, som fattes Forstand, er og en stor Undertrykker; men hvo der hader uretfærdig Vinding, skal forlænge sine Dage.
Du hovding fatig på vit og rik på vald! Dei som hatar urett vinning, skal liva lenge.
17 Et Menneske, betynget med en Sjæls Blod, flyr til Graven; man holde ikke paa ham.
Ein mann med blodskuld yver seg er på flugt alt til gravi, ingen må hjelpa honom.
18 Hvo som vandrer oprigtigt, skal frelses; men hvo som er forvendt og vandrer paa tvende Veje, skal falde paa een af dem.
Den som ferdast lytelaust, vert frelst, men den range tvivegs-farar fell på den eine.
19 Hvo som dyrker sin Jord, skal mættes af Brød; men den, som løber efter Løsgængere, skal mættes med Armod.
Den som dyrkar si jord, fær nøgdi av brød, men den som fer etter fåfengt, fær nøgdi av armod.
20 En trofast Mand skal faa mange Velsignelser; men den, som haster efter at blive rig, skal ikke kendes uskyldig.
Ein trufast mann fær rik velsigning, men den som renner etter rikdom, vert ei urefst.
21 Det er ikke godt at anse Personer; og dog kan en Mand forsynde sig for et Stykke Brøds Skyld.
Det er’kje godt når ein gjer mannemun, men mang ein mann vert brotsmann for ein brødbit.
22 En Mand med et ondt Øje haster efter Gods og ved ikke, at Mangel skal komme over ham.
I bråhast vil den ovundsjuke verta rik, og han veit’kje at vanråd vil koma på han.
23 Hvo der irettesætter et Menneske, skal derefter finde mere Gunst end den, som smigrer med Tungen.
Den som refser ein mann, vinn seg takk til slutt meir enn den som smeikjer med tunga si.
24 Hvo der stjæler fra sin Fader eller sin Moder og siger: Det er ingen Synd, han er Stalbroder til en Ødeland.
Den som plundrar far sin og mor si og segjer: «Det er ikkje synd, » han er øydelands lagsbror.
25 Den, hvis Sjæl er stolt, vækker Trætte; men den, som forlader sig paa Herren, skal blive rig.
Den vinnekjære valdar trætta, men den som lit på Herren, fær kveikjing.
26 Hvo som forlader sig paa sit Hjerte, han er en Daare; men den, som vandrer i Visdom, han skal reddes.
Den som lit på vitet sitt, han er ein dåre, men den som vandrar i visdom, vert frelst.
27 Hvo som giver den fattige, skal ikke have Mangel; men over den, som lukker sine Øjne til, skal der være mange Forbandelser.
Den som gjev den fatige, vantar inkje, men den som let att augo, fær mykje banning yver seg.
28 Naar de ugudelige rejse sig, skjule Folk sig; men naar de omkomme, ville de retfærdige blive mange.
Når gudlause kjem seg upp, då gøymer folk seg, men når dei gjeng til grunns, då aukar dei rettferdige.
