Ordsprogene 28
1 De ugudelige fly, og der er ingen, som forfølger dem; men de retfærdige ere trygge som en ung Løve.
Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige.
2 Formedelst Landets Overtrædelse blive dets Fyrster mange; men iblandt Folk, der have Forstand og Kundskab, lever han længe.
Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand.
3 Er han en fattig Mand, og trykker han den ringe, da bliver han som en Regn, der bortskyller, saa at der ikke bliver Brød.
En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød.
4 De, som forlade Loven, rose de ugudelige; men de, som bevare Loven, strides med dem.
Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem.
5 Onde Folk forstaa ikke Ret; men de, som søge Herren, forstaa alting.
Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.
6 Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed, end den forvendte, som vandrer paa tvende Veje, om han end er rig.
Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig.
7 Den, som bevarer Loven, er en forstandig Søn; men den, som har Omgang med Fraadsere, beskæmmer sin Fader.
Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam.
8 Hvo som formerer sit Gods ved Aager og Rente, samler det til at skænkes de ringe.
Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.
9 Hvo som vender sit Øre bort fra at høre Loven, endog hans Bøn er en Vederstyggelighed.
Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.
10 Hvo som leder de retsindige vild paa Ondskabs Vej, han skal falde i sin egen Grav; men de oprigtige skulle arve, hvad godt er.
Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.
11 En rig Mand er viis i sine egne Øjne; men den ringe, som er forstandig, skal ransage ham.
Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.
12 Naar de retfærdige fryde sig, da er der stor Herlighed; men naar ugudelige rejse sig, skal man lede efter Folk.
Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk.
13 Den, som skjuler sine Overtrædelser, skal ikke have Lykke; men den, som bekender dem og afstaar fra dem, skal faa Barmhjertighed.
At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.
14 Saligt er det Menneske, som altid frygter; men den, som forhærder sit Hjerte, skal falde i Ulykke.
Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke.
15 Som en brølende Løve og en omstrejfende Bjørn er den ugudelige, der hersker over et fattigt Folk.
En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.
16 En Fyrste, som fattes Forstand, er og en stor Undertrykker; men hvo der hader uretfærdig Vinding, skal forlænge sine Dage.
Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov.
17 Et Menneske, betynget med en Sjæls Blod, flyr til Graven; man holde ikke paa ham.
Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.
18 Hvo som vandrer oprigtigt, skal frelses; men hvo som er forvendt og vandrer paa tvende Veje, skal falde paa een af dem.
Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven.
19 Hvo som dyrker sin Jord, skal mættes af Brød; men den, som løber efter Løsgængere, skal mættes med Armod.
Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.
20 En trofast Mand skal faa mange Velsignelser; men den, som haster efter at blive rig, skal ikke kendes uskyldig.
Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.
21 Det er ikke godt at anse Personer; og dog kan en Mand forsynde sig for et Stykke Brøds Skyld.
At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.
22 En Mand med et ondt Øje haster efter Gods og ved ikke, at Mangel skal komme over ham.
Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.
23 Hvo der irettesætter et Menneske, skal derefter finde mere Gunst end den, som smigrer med Tungen.
Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk.
24 Hvo der stjæler fra sin Fader eller sin Moder og siger: Det er ingen Synd, han er Stalbroder til en Ødeland.
Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.
25 Den, hvis Sjæl er stolt, vækker Trætte; men den, som forlader sig paa Herren, skal blive rig.
Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN, kvæges.
26 Hvo som forlader sig paa sit Hjerte, han er en Daare; men den, som vandrer i Visdom, han skal reddes.
Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.
27 Hvo som giver den fattige, skal ikke have Mangel; men over den, som lukker sine Øjne til, skal der være mange Forbandelser.
Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker.
28 Naar de ugudelige rejse sig, skjule Folk sig; men naar de omkomme, ville de retfærdige blive mange.
Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange.
