Ordsprogene 27
1 Ros dig ikke af den Dag i Morgen; thi du ved ikke, hvad Dagen vil føde.
Ətiki kününg toƣruluⱪ mahtanma, Qünki bir küni nemǝ bolidiƣiningnimu bilmǝysǝn.
2 Lad en fremmed rose dig og ikke din egen Mund; en anden og ikke dine egne Læber!
Seni baxⱪilar mahtisun, ɵz aƣzing mundaⱪ ⱪilmisun, Yat adǝm seni mahtisun, ɵz lǝwliring undaⱪ ⱪilmisun.
3 Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge.
Tax eƣir, ⱪum heli jing basar, Biraⱪ ǝhmǝⱪ kǝltüridiƣan hapiqiliⱪ ikkisidin tehimu eƣirdur.
4 Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?
Ƣǝzǝp rǝⱨimsizdur, Ⱪǝⱨr bolsa kǝlkündǝk adǝmni eⱪitip ketǝr, Biraⱪ kim ⱨǝsǝthorluⱪ aldida taⱪabil turalisun?
5 Aabenbar Irettesættelse er bedre end skjult Kærlighed.
Axkara ǝyiblǝx yoxurun muⱨǝbbǝttin ǝladur.
6 Saar af en Elsker ere vel mente, men den hadefuldes Kys ere rigelige.
Dostning ⱪolidin yegǝn zǝhimlǝr sadiⱪliⱪtin bolidu; Biraⱪ düxmǝnning sɵyüxliri ⱨiyligǝrliktur.
7 En mæt Sjæl vrager Honningkage; men alt besk er sødt for en hungrig Sjæl.
Toⱪ kixi ⱨǝsǝl kɵnikidinmu bizardur, Aq kixigǝ ⱨǝrⱪandaⱪ aqqiⱪ nǝrsimu tatliⱪ bilinǝr.
8 Ligesom en Spurv, der flagrer om borte fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring borte fra sit Sted.
Yurt makanidin ayrilƣan kixi, Uwisidin ayrilip yürgǝn ⱪuxⱪa ohxar.
9 Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed glæder, naar den kommer fra hans Sjæls Raad.
Ətir wǝ huxbuy kɵngülni aqar, Jan kɵyǝr dostning sǝmimiy mǝsliⱨǝti kixini riƣbǝtlǝndürǝr. Jan kɵyǝr dostning sǝmimiy, huxhuy mǝsliⱨǝti kixini hux ⱪilur.
10 Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Hus paa din Nøds Dag; bedre er en Nabo nær hos end en Broder langt borte.
Ɵz dostungni, atangning dostinimu untuma; Bexingƣa kün qüxkǝndǝ ⱪerindixingning ɵyigǝ kirip yelinma; Yeⱪindiki dost, yiraⱪtiki ⱪerindaxtin ǝla.
11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den, som forhaaner mig.
I oƣlum, dana bol, kɵnglümni hux ⱪil, Xundaⱪ ⱪilƣiningda meni mǝshirǝ ⱪilidiƣanlarƣa jawab berǝlǝymǝn.
12 Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.
Zerǝk kixi bala-ⱪazani aldin kɵrüp ⱪaqar; Saddilar aldiƣa berip ziyan tartar.
13 Naar en gaar i Borgen for en fremmed, tag saa hans Klæder, og tag Pant af ham for den fremmede Kvindes Skyld.
Yatⱪa kepil bolƣan kixidin ⱪǝrzgǝ tonini tutup alƣin; Yat hotunƣa kapalǝt bǝrgǝn kixidin kapalǝt puli al.
14 Hvo som velsigner sin Næste med høj Røst aarle om Morgenen, ham skal det regnes for en Forbandelse.
Ⱪaⱪ sǝⱨǝrdǝ turup, yuⱪiri awazda dostiƣa bǝht tiligǝnlik, Ɵzini ⱪarƣax ⱨesablinar.
15 Et vedholdende Tagdryp paa en Regndag og en trættekær Kvinde ligne hinanden.
Yamƣurluⱪ kündiki tohtimay qüxkǝn tamqǝ-tamqǝ yeƣin, Wǝ soⱪuxⱪaⱪ hotun bir-birigǝ ohxaxtur.
16 Hver som søger at skjule hende, skjuler Vind, og hans højre Haand griber i Olie.
Uni tizgǝnlǝx boranni tosⱪanƣa, Yaki yaƣni ong ⱪol bilǝn qanggalliƣanƣa ohxaxtur.
17 Jern skærpes ved Jern, og en Mand skærpes over for hans Næstes Ansigt.
Tɵmürni tɵmürgǝ bilisǝ ɵtkürlǝxkǝndǝk, Dostlarmu bir-birini ɵtkürlǝxtürǝr.
18 Hvo, som bevarer et Figentræ, skal æde Frugt deraf, og hvo der tager Vare paa sin Herre, skal æres.
Ənjür kɵqitini pǝrwix ⱪilƣuqi uningdin ǝnjür yǝydu; Hojayinini asrap kütkǝn ⱪul izzǝt tapidu.
19 Ligesom i Vandet Ansigt er imod Ansigt, saa er et Menneskes Hjerte imod et Menneske.
Suda adǝmning yüzi ǝks ǝtkǝndǝk, Insanning ⱪǝlbining ⱪandaⱪliⱪi ɵz yenidiki kixi arⱪiliⱪ bilinǝr.
20 Dødsriget og Afgrunden kunne ikke mættes, saa kunne og Menneskens Øjne ikke mættes. (Sheol h7585)
Tǝⱨtisara wǝ ⱨalakǝt ⱨǝrgiz toymiƣandǝk, Adǝmning [aq] kɵzliri ⱪanaǝt tapmas. (Sheol h7585)
21 Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet, og en Mand prøves efter, hvad han roser.
Sapal ⱪazan kümüxni, qanaⱪ altunni tawlar, Adǝm bolsa mahtalƣanda sinilar.
22 Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham.
Əhmǝⱪni buƣday bilǝn birgǝ sǝndǝldǝ talⱪan ⱪilip soⱪsangmu, Əhmǝⱪliⱪi yǝnila uningda turar.
23 Du skal grant kende dine Faars Udseende; sæt din Hu til Hjordene!
Padiliringning ǝⱨwalini obdan bilip tur, Mal-waranliringdin yahxi hǝwǝr al;
24 Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone varer. Ira Slægt til Slægt?
Qünki bayliⱪning mǝnggü kapaliti bolmas, Taj-tǝhtmu dǝwrdin-dǝwrgiqǝ turamdu?
25 Naar Høet er bortført, saa lader Græsset sig se igen, og Urterne paa Bjergene sankes.
Ⱪuruƣan qɵplǝr orulƣandin keyin, Yumran qɵplǝr ɵsüp qiⱪⱪanda, Taƣ baƣridinmu yawayi qɵplǝr yiƣilƣanda,
26 Lammene ere til dine Klæder, og Bukke ere en Ager værd.
Xu qaƣda ⱪozilarning yungliri ⱪirⱪilip kiyiming bolar; Ɵqkilǝrni satⱪan pulƣa bir etiz kelǝr,
27 Og du har Gedemælk nok til Føde for dig, til Føde for dit Hus, og Livs Ophold til dine Piger.
Ⱨǝmdǝ ɵqkilǝrning sütliri sening ⱨǝm ailidikiliringning ozuⱪluⱪini, Dedǝkliringning ⱪorsiⱪini tǝminlǝxkimu yetǝr.
